KONCERTANMELDELSE
Det er tretten år siden, islandske Ásgeir udsendte sine første singler. Siden har kendskabet til ham og hans musik udviklet sig som en eksponentiel kurve. I dag har den beskedne mand hver måned mere end 600.000 lyttere, alene på Spotify. Flere af hans numre er blevet streamet tocifrede millioner ad gange. Og hele verden er blevet hans scene.
Da han søndag aften optrådte solo i et udsolgt Bremen Teater i København, stod det da også klart, at der blandt publikum var mange, der kendte hans bagkatalog – mange, der endda forstod islandsk. Derfor valgte Ásgeir at synge en stor del af sine sange på modersmålet – selv om enkelte, især store numre, blev sunget på engelsk.
Men selv om tekstuelle dybder dermed gik tabt for de engelsktalende danskere – folk som mig – så gjorde det ikke noget, for også jeg mærkede autenticiteten i Ásgeirs sange og musik – trods sprogbarrieren.
Ásgeir sang og spillede numre fra hele bagkataloget – sin første single, kendte og mindre kendte numre og et enkelt helt nyt, som måske/måske ikke kommer med på et nyt album, som han angiveligt udgiver senere i år. Han spillede guitarer, klaver og keys og betjente sig i enkelte numre af elektroniske virkemidler såsom beats. Og så sang han med sin forunderligt lyse stemme, som for eksempel hvad angår tone sender mine tanker i retningen af britiske Anohni og blødhed i retningen af norske Thomas Dybdahl.
Ásgeir er, som netop Thomas Dybdahl, en troubadour – en storyteller. Og han vedgår gerne, at han også skylder sin far tak for det. Faderen, som selv er musiker, har ikke bare ansporet sin søn til at blive det – han har også skrevet mange tekster, som Ásgeir og faderen sammen har plukket af og bearbejdet. Ásgeir sagde således selv fra scenen, at den dybde, der er i hans tekster, skyldes faderens lyriske forlæg. Men, vil jeg tilføje, Ásgeir formår med sin stemmeføring og sit guitarspil også at understrege pointer, stemninger og følelser.
Ásgeir åbnede koncerten med en af sine klassiske sange, akkompagnerende sig selv på guitar og fortalte snart, at det var underligt for ham, at være ude alene, men at bandet havde forladt ham. ”Sludder,” tilføjede han. ”Jeg ville bare prøve noget nyt. At optræde alene.” Og jeg må lade ham – at dét kan han. Optræde alene. Selv om ikke alt forløb uden begyndervanskeligheder. Ikke alt i hans anvendelse af knapper og dingenoter på computere og boxe forekom lige elegant eller professionelt, men det accepterede jeg – og mange andre – fordi Ásgeir forekom så naturlig, ydmyg og nærværende. Indenfor den ramme accepterede jeg – og andre – en vis grad af DIY-amatørisme.
Hvad han manglede i teknisk/scenisk finesse havde han til gengæld i udøvelsen. En udpræget sans for at fortælle og formidle. Stærkest stod han, når han bare betjente sig af mikrofonen og guitaren. Men også da han som ekstranummer spillede monsterhittet, ”Going Home”, med tilsat, forudprogrammerede beats, åd jeg hans formidling med hud og hår. Ásgeir kom, så og vandt publikums gunst.
***** / Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk