MUSIKANMELDELSE
At dømme ud fra deres fælles historik og seneste (tredje) album, Bone Bells, er samarbejdet mellem den schweiziske jazzpianist, Sylvie Courvoisier, og den amerikanske jazzguitarist, Mary Halvorson, lykkeligt. I hvert fald er der noget distinkt, innovativt og fremsynet over deres fælles værk, Bone Bells. Det er således ikke uden grund, at duoen på den amerikanske jazzscene anses for at være en af de pt. mest spændende og eventyrlystne af sin slags. Couvoisier og Halvorson går tilsammen en næsten surrealistisk balancegang mellem kammermusikken og avantgardejazzen. Og det er altså en balancegang, der bringer dem fremad, ikke bagud. Hver for sig og tilsammen er de instrumentalister af guds nåde. De er teknisk dygtige og kunstnerisk nysgerrige – optaget af melodiske former, rytmiske strukturer og harmoniske farver. Vel kommer de fra forskellige verdener, kunstnerisk, men som duo overlapper deres musiske interesser hinanden, og i dét fælles rum opstår der noget meget skarpt og stærkt – et nummer som ”Folded Secret” rummer for mig at se og høre alle de kvaliteter, de to byder ind med.
**** / Pyroclastic Records / 43 min.