KONCERTANMELDELSE

Hun sagde det selv fra scenen i Hotel Cecil. Hun havde det som de kalve, der efter en lang vinter bliver sluppet ud på markerne. Hun glædede sig over atter at komme ud og optræde – nu endda med nyt materiale.

Singer-songwriteren Sara Indrio udsendte i marts albummet, Observer, som jeg anmeldte i Gaffa. Sangene og musikken på albummet beskrev jeg som ”stilbevidst og stilsikker americana”. Lyden som ”fyldig, rund og varm”. Udtrykket som ”moderne, intimt og intenst.”

Helt det samme kunne jeg sige om sangene og musikken efter Sara Indrio optræden på scenen i Hotel Cecil. Her var der bare yderligere den dimension, at hun optrådte live – at der var et nærvær, en åbenlys glæde ved at optræde og et teknisk forunderligt overskud. Og at hun tillod sig også at genbruge gammelt, men holdbart materiale.

Med sig på scenen havde hun den eminente guitarist Lars Skjærbæk (som hun i øvrigt havde megen glæde af på Observer, eftersom han og hun spillede alle instrumenter og sammen producerede albummet), den nagelfaste kontrabassist Ida Hvid og den driftssikre trommeslager Mads Andersen. Sammen med dem levendegjorde hun sin storytelling, sine ofte personlige beretninger om liv og død.

Og scenen var perfekt til det. For intimiteten og intensiteten var der. Og det frie udsyn til værktøjskasserne – alle de velvalgte instrumenter.

Kvartetten åbnede med en håndfuld sange fra Observer – sangene ”Goodbye Stockholm”, ”Hello my Love”, ”Overtone Symphony”, ”Super Human” og ”I Remember You”. Sidstnævnte handler om Sara Indrios forhold til den afdøde far, og lyrisk / kompositorisk / instrumentalt sender den altså mine tanker i retningen af Leonard Cohen og hans stil og form for storytelling. Sara Indrio indgik i sidste års mange succesrige Leonard Cohen-hyldestkoncerter – side om side med Signe Svendsen, Steen Jørgensen, Claus Hempler, Bjørn Fjæstad og Mike Andersen – så hun kan meget vel være blevet smittet af Cohen i den forbindelse. At hun sluttede koncerten af med nummeret, ”So Long” (også fra Observer) bestyrkede bare mistanken om, at fordybelsen i Cohen, havde smittet. Vel var det ikke ”So Long, Marianne”. Men alligevel… 

Af gammelt, men holdbart materiale sang og spillede Sara Indrio og hendes sidemen blandt andre ”Blodrød måne”, ”A Greater Plan” og ”Sailor’s Song”.

Men uanset materialets alder, så var Sara Indrio og hendes sidemen nærværende, fokuserede og overskudsbetonede. Hun var selv charmerende – som hun nu er – det blev bare så tydeligt der, på scenen i Hotel Cecil, fordi foråret var kommet, fordi hun var kommet på græs, og fordi hendes kontakt til publikum var så intens og hendes storytelling så oprigtig og autentisk. Det gav simpelthen mening at bruge en tirsdag aften i hendes selskab, og meningen blev ikke mindre af, at opvarmningen ved dansk/kurdiske Rezwan Farmi havde været så velvalgt og stærk.

****  /  Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk