KONCERTANMELDELSE
Jeg fornærmer nok ikke nogen ved at hævde, at den engelske popgruppe, Duran Duran (stiftet i 1978), havde sin storhedstid i starten af 1980’erne – og dét selv om bandet stadig eksisterer og nok har set udskiftninger, men aldrig officielt har holdt pause.
På den baggrund var det heller ikke overraskende, at koncerten i Royal Arena i København fredag aften udviklede sig til en nostalgisk tur ned ad Memory Lane. Gruppen kom for at gentage sig selv, ikke for i det væsentlige at forny sig.
Meget sigende var nogle af de signifikante numre ”Night Boat” (1981), ”Planet Earth” (1981), ”Girls on Film” (1981), ”Hungry Like the Wolf” (1982), ”Careless Memories” (1982), ”Rio” (1982), ”Save a Prayer” (1982) og ”Wild Boys” (1984). Altså numre med mere end 40 år på bagen.
Vel har flere af de nævnte numre (nogle med nød og næppe) overlevet tidens ubarmhjertige tandslid, men bortset fra, at gruppen mødte frem med nogle gennemført fede visuals, som konstant bevægede sig på scenens bagvæg og fint understøttede de enkelte sange, så var der intet overraskende eller fornyende i leveringen. Tværtimod. Duran Duran optrådte i Royal Arena som handlede det om bedst muligt at matche den oprindelige æstetik. Og det gjorde den nostalgiske tur ned ad Memory Lane forudsigelig, i perioder grænsende til kedelig. At forsanger Simon Le Bons vokal ikke længere er, hvad den har været, gjorde ikke leveringen bedre.
På den anden side – det overvejende modne publikums begejstring var ikke til at tage fejl af. Mange blandt publikum var åbenlyst tilfredse med nostalgien og lod det fare, at Le Bon havde vokaltekniske udfordringer. Det var som om, rust blev accepteret.
I min optik – jeg boede selv i 1980’erne i England og oplevede den gang unge, fremadstormende Duran Duran – ja, så var gruppen oprindeligt en popgruppe, måske en synth-pop- eller en post-disco-gruppe. Nu er gruppen snarere en poprock- eller dance-rockgruppe.
Men det, der slog mig i Royal Arena, var, at gruppen også – som så mange andre, rustne grupper – skruede alt for meget op for volumenknappen. Egentlig kunne jeg godt forstå det – for skruer man så meget op for lyden, at publikums indre organer sættes i svingninger, ja, så er der en chance for, at rusten forputter sig i overstyret lyd. I dén henseende hjælper det at gå rockvejen. I Duran Durans tilfælde betød det bare, at mulige finesser forsvandt. Det gjorde de i hvert fald i Royal Arena.
Bedst fungerede af samme grund mere ballade-agtige størrelser som ”Ordinary World” og ”Come Undone”. I de numre fornemmede man fortidens storladne storhed.
Til gengæld var versioneringen af for eksempel Electric Light Orchestras ”Evil Woman” og Talking Heads’ ”Psycho Killer” helt unødvendige. Jeg er med på, at numrene talte ind i tematikker, som Duran Duran i forvejen anslår, men jeg fik mest af alt trang til at høre de originale sager.
Alt i alt blev fredag aften, for mig, af den lunkne slags.
**** / Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk