Trompetisten, William Edward Davison (1906-1989), videreførte – om nogen – den musik, som hans samtidige, Louis Armstrong (1901-1971), bragte til verden. Det vil sige balladerne – New Orleans jazzen – med swing og stump. Og eftersom Davison i perioden fra 1973 til 1978 boede i Danmark, blev der naturligvis lavet nogle indspilninger her, og det…
Continue reading →Den amerikanske barytonsaxofonist, Brian Landrus, har med sit nye jazzalbum, Generations, skabt noget, der minder om et monstrøst værk – skrevet som det er for en besætning på hele 25 hoveder. Albummet indledes med en koncert i fire satser, Jeru Concerto, og fortsætter over i flere andre numre, men det hele synes som tænkt i…
Continue reading →Dette, Mary Ann Kennedys første soloalbum, bærer undertitlen, Gaelic Songs for a Modern World. Den skotske sangerinde er nok vokset op i det moderne, (primært) engelsktalende lowland (Glasgow), men vel at mærke i en musikalsk familie, der talte gælisk. Alt dét – det moderne, det urbane, musikken og sproget – har sat sit præg på…
Continue reading →Jeg har tidligere kaldt Jamie Cullum en arvtager efter Billy Joel. Andre har kaldt ham en arvtager efter Frank Sinatra. Og begge dele er han. Men det slår mig søndag aften, at han også er som den samtidige vokaljazzscenes svar på popscenens Robbie Williams. Cullum er, som Williams, født i 1970’ernes England. Han er, som…
Continue reading →Den rutinerede brasilianske pianist og vokalist, Eliane Elias, er en hyppig gæst på de store danske jazzfestivaler. Men dét gør hende ikke til en rutinepræget persona. Slet ikke. Fredag aften var hun i hvert fald – endnu engang – så absolut levende, da hun indledte sin anden koncert under Copenhagen Jazz Festival med numre fra…
Continue reading →Den amerikanske jazzbassist, Gerald Cannon, er et ret ubeskrevet blad herhjemme. Og det er – selv om han har spillet med en række store navne som Roy Hargrove, McCoy Tyner, Art Blakey, Cedar Walton, Elvin Jones, Dexter Gordon og Joe Lovano – til dels selvforskyldt, for han strør ikke om sig med plader i eget…
Continue reading →På den ene side var han i sit bevægelsesmønster og i sin måde at tale på slow, som i konstant chill mode. På den anden side var han ophavsmand og medvirkende kraft i forløsningen af et meget vitalt materiale. I den forstand fremstod Herbie Hancock torsdag aften som dobbelttydig. Men summen af hans mange år…
Continue reading →