Niels Skousen: Herfra hvor jeg står

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

BOGANMELDELSE Niels Skousens erindringer rejser, som mange andre ”berømtheders” erindringer, spørgsmålet om, hvorfor det mon er sådan, at skildringen af et ”helt” liv i bogform er ubalanceret? At barn- og ungdommen, de formative år og familien skildres levende som om, den erindrende er en del af et større eller mindre, men meget tydeligt fællesskab, medens voksenlivet skildres i utydelige spring, der ofte knytter sig til karrierevalg og meritter, og hvori familiebånd og fællesskaber er mindre væsentlige (med mindre de knytter sig til karriere og bedrifter), og egoet er i fokus. Skyldes det, at barnets / den unges erobring af verden afsætter mere tydelige og langtidsholdbare indtryk? At den voksnes erobringer egentlig er forglemmelige generobringer?

Eller at den voksne ”berømthed” slet og ret ønsker at blive husket for sine ”kendte” bedrifter snarere end sin ”aktie i en større sammenhæng”? Måske! Måske ikke!

Men i sine erindringer bruger Niels Skousen i hvert fald de første godt 100 sider på at skildre sin barn- og ungdom i en lille, amputeret familie – uden klart at tilkendegive, hvor i barndommen, tegn på fremtidige valg kan anes; og de næste godt 100 sider på at skildre sine første meritter som voksen – uanset hvor bevidst eller ubevidst disse måtte være blevet til. På side 237 og 238 knytter han i et kort, lidt påklistret afsnit (som antyder, at han under tekstredigeringen har erkendt, at de anslåede synsvinkler er gledet fra hinanden) nogle kommentarer til det, at hans familiebånd er løsnet – han taler i afsnittet for eksempel om en indforståethed, der er forsvundet – men derefter fortsætter han over de næste godt 100 sider med at skildre meritter fra sin egen verden, kun i korte glimt kombineret med skildringen af hans etablering af egen familie og skildringen af de sorte huller, han uundgåeligt falder ned i.

Interessant nok er erindringernes, litterært set mest interessante passager dem, hvori Niels Skousen skildrer sorte huller / personlige kriser (forliste kærlighedsforhold, smertelige skilsmisser) og underligt tilfældige livsvalg (tilvalg og fravalg). ”Mit liv var blevet en underlig collage. Teater, film, musik, studier, rejser til Bonn, kærester i København. (…) Intet ville tage fat, og jeg tog ikke fat i noget. Jeg drømte. Jeg håbede. (…) stolede på mit held. (…) levede fra dag til dag. Det skulle nok komme. (…) Jeg tænkte på at blive forfatter. (…) Jeg tænkte på at blive filminstruktør (…) stod under en hel paraply af muligheder, en vifte af ønsker.” Alligevel må også Niels Skousen i flere omgange erkende, at toget kører, uden at han selv er med på det. Og det er i de øjeblikke, at kriserne og udfordringerne blotter sig.

Det diffuse, det tilfældige er kendetegnende for den voksne Niels Skousens liv. Men han graver alligevel ikke for alvor ned i baggrunden for, at det diffuse og tilfældige er et kendetegn. Måske fordi han bare vil huske sig selv og os andre på, hvad han har bedrevet som musiker, lydmand, skuespiller, etc. Måske af andre grunde. Men det svækker hans erindringer, at han ikke borer i det diffuse og tilfældige. At han for eksempel ikke borer mere, når han skildrer den forudsigelige afslutning af samarbejdet med Peter Ingemann, men nøjes med at skrive: ”Vores sange strittede stadig i øst og vest. (…) Jeg troede, jeg var der, bildte mig selv ind, at jeg var der, men jeg var der ikke. Jeg stod ved siden af mig selv og så på mig selv, og jeg var ikke tilfreds med hvad jeg så. Jeg vidste, at der var noget jeg skulle lave om på, at jeg skulle skifte spor, men jeg vidste ikke hvordan. Derfor skete der ikke noget. Det hele stod stille.” Vel skriver Niels Skousen i umiddelbar forlængelse heraf om nederlaget og ydmygelsen, ensomheden og angeren. Og om den samtidige forstillelse: ”Jeg lod mig ikke mærke med noget. Gik i byen og baskede rundt i et lufttomt rum. I friheden. Jeg hang fast med det yderste af fingrene. Hang i tagrenden og så ned, skulle jeg bare lade mig falde?” Men dette smertepunkt – og andre – folder Niels Skousen ikke for alvor ud. Alligevel tjener det til hans ros, at han helt gennemgående forholder sig så ydmygt til sine egne meritter.

Meritter eller ej – så er og bliver de mest intense skildringer i erindringerne dem, der vedrører barn- og ungdommen i den lille, amputerede familie. Det er dem, der er flest kalorier i.

*** / Forlaget Gyldendal / 344 sider

Please follow and like us:

  • 0
  • Share