Shiny Darkly er lyden af maskiner, der runger i fabrikshaller. Lyden af skærende guitarer, dundrende trommer, hårde effektive basgange, brutale violinstrøg og iskolde synthflader tilsat masser af rumklang og forceret sang og skrig. Kort sagt: Shiny Darkly er beskidt og mørk støjrock.

Lørdag aften stod Shiny Darkly på scenen i Trailerpark Festivals Outdoor telt, og det var nok et forkert match. Jeg mener: ”Lyden af maskiner, der runger i fabrikshaller” indplaceret i et (stort) ”havetelt!” Eller også havde volumenknappen bare fået for meget. I hvert fald var deres masser af gulvplads foran gruppen i teltet, trods den noget nær optimale indplacering i programmet. Da Shiny Darkly gik på trak publikum i stort tal ud under åben himmel, hvor der både var frisk luft og ørenlyd. Kun de mest ihærdige blev hængende i teltet.

Selv forsøgte jeg, at overtale mig selv til at blive hængende tæt ved scenekanten, men lyden var simpelthen for hård og skinger til, at det gav mening. Musikkens nuancer flød så at sige sammen. Det kan så være, at dét er meningen, men jeg tror det ikke. I et interview i Gaffa har Shiny Darklys bassist, Oliver Matthew Voiz, sagt, at det er ”den rå følelse (…) hvor man kan få lov at afreagere,” som gruppen går efter. Og det er jo fint nok. Men hvis den rå og hårde lyd bliver skinger (og ubehagelig), så giver det ingen mening – med mindre meningen er, at man skal være selvdestruktiv i samværet med Shiny Darkly.

Når lyttelapperne først var skruet ind på gruppens frekvens – på afstand – gav den universelle, formørkede aggressivitet til gengæld mening. Især gav el-violinisten, Nils Gröndahl, musikken karakter og mening. Forsangeren og guitaristen, Kristoffer Bech, trommeslageren, Mads Lassen og bassisten, Oliver Matthew Volz, ville ikke have været det samme uden violinisten. Gröndahl tilførte musikken en særegen kraft, spændstighed og nuanceret aggressivitet. Og det var netop de egenskaber, der gjorde oplevelsen til noget særligt – trods mismatchet mellem gruppe (musik / volumen) og scene.

***  /  Koncert også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk