OPRÅB. “Vi ved ikke præcist, hvor mange mænd henholdsvis kvinder der sætter sig i sæderne på Det Kgl. Teater. Men vi ved, at dem, der køber billet, for det meste er veluddannede kvinder over 50. Det er også dem, der køber bøger, så vi ved, at det er modne, veluddannede kvinder, der løfter broderparten af det danske kulturliv. Tilsvarende ved vi, at mændene følger med kvinderne, når der er købt billet. Når Det Kgl. Teater for eksempel laver opera under åben himmel, er det tydeligt, at mange mænd oplever opera for første gang. Men får de en fadøl og en hot-dog, kan det være, at også de oplever operaen som god. Alt andet lige er det dog kvinderne, der konsumerer kunst og kultur – uanset om vi taler om kvinde- eller mandekultur. Mænd er mere tilbageholdende og har især svært ved at fordybe sig i kvindekultur, i abstraktioner og i kunst, der handler om følelser.”
“Hvorfor det forholder sig sådan står ikke helt klart. Vi ved, at børn – både drenge og piger – lærer at læse og i et vist omfang at forholde sig til kunst og kultur i de første skoleår. Vi ved også, at de fleste drenge på et tidspunkt mister interessen for abstraktioner – underforstået: for kunst og kultur. De bliver mere fysiske, konkrete og resultatorienterede. Karen Blixen formulerede det sådan: ”Kvinder er, mænd gør.” Kvinder kan være og hvile i sig selv, uanset om de har arbejde eller er gået på pension. De kan som pensionister opfinde et nyt liv. Men mænd har svært ved at lade sig pensionere, fordi deres identitet er knyttet op til deres erhverv og position. Kvinders eksistentielle tyngde er således af en anden karakter end mændenes. Deres fundament er større.”
“Hvad dét skyldes? Dét er et godt spørgsmål. Det kan skyldes svigt i skolen og svigt i hjemmet, men det kan også skyldes mangel på forbilleder. Sandheden er jo den, at det er sjældent, vi hører mandlige ”stjerner” fortælle om den sidste teaterforestilling, de har set eller den sidste bog, de har læst. Teater eller litteratur er tilsyneladende ikke vigtig for mandlige ”stjerner”. Derfor er det også en behjertet indsats, Thomas Blachman gør, når han i TV kalder på dannelse. For det, han gør, er at efterlyse et kulturelt fundament, som gør, at du står stærkere som menneske, især mand. Harry Potter fik drenge, der havde opgivet bøger til uden besvær at læse 700-800 sider, nogle læste endog Harry Potter på engelsk. Er motivationen der, kan drengene altså også være med. Er motivationen der ikke, er det lettere for dem at vælge World of Warcraft.”
“Men det er med kunst og kultur som med mad: Mange børn er kræsne, og du bliver som voksen nødt til at hjælpe dem med at udvikle deres smagssanser og gøre deres verden større. Gør du ikke det, går dine børn glip af en mangfoldighed af indtryk. Gør du deres verden større, åbner du til gengæld også til teatret, den klassiske musik, litteraturen. Jeg har selv engang givet min teenagedatter en liste over tyve bøger, som jeg mente, hun skulle læse. Hun gjorde det, og hun opdagede, at der var andet i verden Twilight. Hun kunne se, at de tyve bøger var godt skrevet, og hun opdagede, at der i andre sammenhænge dukkede referencer op til de bøger, hun havde læst. Hendes fundament blev i den forstand større, bare med tyve bøger. Det at være dannet er altså at kunne aflæse verden, føle sig hjemme i den og se sammenhænge. Det er at vide, hvem Hemingway og Blixen og Tjekhov er. Ved du det, flytter du ind i dit liv i stedet for at flyde med som en fremmed i tilværelsen.”
“På Det Kgl. Teater har vi ikke en formuleret strategi i forhold til at få mænd ind i sæderne, men vi er bevidste om, at vi bliver nødt til at åbne vores repertoire og gøre teatret tilgængeligt, også for mænd. Mænd skal føle, at de kan være her. Da vi lavede balletten, I føling, hvor sårede krigsveteraner dansede ballet, var der mange soldater inde at se forestillingen. Og netop det, at de så andre soldater sætte ord og krop på det, de selv havde set og følt, åbnede deres øjne på en anden måde. Mange af dem ville på forhånd have sagt, at ballet er feminint, og at ballet ikke siger dem noget, men de oplevede forestillingen som et seriøst bud på, at ballet er andet og mere.”
“Det Kgl. Teater har en public service funktion. Vi skal nå alle og ikke lukke os om os selv. Vi bestræber os hver dag på at nå det højeste niveau, og vi udgør i den forstand en elite. Jeg ved godt, at vi i Danmark har en Jantelov, men det er min opfattelse, at vi alle har glæde af at se nogen, der er bedre end andre, til det de gør. Vi bliver alle glade, når Caroline Wozniacki klarer sig godt, eller når et dansk fodboldhold kvalificerer sig til Champions League. Det Kgl. Teaters dansere, sangere og skuespillere udgør tilsvarende en elite, og uden dem ville det danske samfund som helhed blive fattigere, for det er vigtigt for nationen, at vi på nationalscenen har nogen, der er bedre end andre. Tro mig: Det er bedre at se en professionel balletdanser på scenen end at se mig danse. Derfor vil jeg også håbe, at især mænds forbehold overfor teatret – kunsten og kulturen – vil fortage sig.”
Opråb er skrevet på baggrund af et interview med Morten Hesseldahl og publiceret i netmagasinet ManManClassic