Den canadiske jazzguitarist, Alex Goodman, kaldes i sit hjemland ”fænomenal” og ”genial”. Og sandt er det, at han er en ekvilibrist, en både teknisk og kunstnerisk overlegen karakter, som har fortjent de mange musikpriser, han indtil videre har vundet. For fire år siden flyttede han, p.g.a. sin succes, til De Forenede Stater og fra sin base i New York, har man kunnet se ham optræde med navne som John Patitucci, Charles Lloyd, Rich Perry, Eric Harland og John Riley – for bare at nævne nogle få – og dét har været fascinerende. Alligevel er det mere interessant at høre ham i eget navn med eget materiale. Derfor er Border Crossing et godt sted at starte, hvis man vil lytte sig ind på det geniale fænomen og hans musiske rejse. Hovedparten af albummets materiale har han selv skrevet, og alt forløses i samspil med Felicity Williams (vokal), Michael Davidson (vibrafon), Andrew Downing (cello og bas), Rogerio Boccato (perkussion) og Fabio Ragnelli (trommer). Musikken kan genretegnes som kammerjazz – med guitaren, vibrafonen og vokalen (som instrument) som centrale elementer i lydbilledet. Og albummet som sådan – det kan betegnes som melodisk, helstøbt, ekvilibristisk.
**** / Origin Arts/OA2 Records / 45 min.