TEATERANMELDELSE Jeg skal ikke påstå, at jeg gik opløftet fra Teater Republiques forestilling, Topmøde for de mest deprimerede. Jeg så heller ikke andre more sig på vejen ud. Reelt var forestillingen om ensomhed, tomhed, kedsomhed, fortvivlelse, livslede, ugidelighed og sygdom da også en mavepuster, selv om den i programmet var lanceret som ”en sort komedie”.
Oplevelsen var dog flertydig. Forestillingen var enerverende, deprimerende, fascinerende og momentvist meget morsom.
Monologer og tableauer
Forestillingen er bygget op omkring tekster skrevet af blandt andre Dante, Shakespeare, Goethe, Kierkegaard, Tjekhov, Rilke, Ibsen, Joyce og Büchner og rummer musik af blandt andre Young, Nielsen og Robyn. Den er rig på ord, men – i kraft af form og tema – næsten blottet for dialog og lineær dramaturgi. I stedet bygget op omkring monologer og tableauer.
Alt sker indenfor rammerne af en uhyre stram scenografi bestående af tre vægge – malet i en gradueret skala fra sort til hvid – to døråbninger og et bart scenegulv på cirka 15 x 20 meter. Hertil en meget enkel, men fokuseret lyssætning, og et nøje tilrettelagt, enkelt lydbillede.
Indenfor disse spartanske rammer udfolder monologerne og tableauerne sig.
Tableauerne giver i flere tilfælde denne anmelder associationer til den svenske filminstruktør Roy Anderssons film Sange fra anden sal og En due sad på en gren og funderede over tilværelsen. Som i Anderssons film fornemmer man på Republique, at der ikke er noget at grine af. Og dog. Jeg greb mig selv i at grine af og med flere af skuespillerne. Især af og med Birthe Neumann, som med ægthed formår at favne hele farvespektret. Hun kan det ene øjeblik være farveløs og gå i et med væggene, det næste være farverig og sprudlende som beruset bragesnakker.
Afstand og soliditet
Men alle skuespillere leverer reelt en forrygende indsats i stykket, som må være en udfordring med de kringlede, til tider antikverede, ofte komplekse sætningskonstruktioner. De gør det alle imponerende godt.
Ikke desto mindre vanskeliggøres deres indsats af rummets størrelse. Alt i forestillingens manuskript kalder på intimitet, nuancerigt som det er. Men afstanden fra scenens bagkant – hvor skuespillerne ofte befinder sig under forestillingen – til bagerste publikumsrække er enorm! Og dét forringer kontakten – til gene for både publikum og skuespillere. Især fraværet af dialog, optimisme og glæde gør afstanden stor.
Vel har instruktøren, Staffan Valdemar Holm, ønsket et pointere, at forfatterne har lavet tekster, der heler, men helingen må være knyttet til nærhed, intimitet. I hvert fald udebliver dén kraft hos mig. Men helt sikkert er det, at stykkets skuespillere gør et solidt arbejde for at nå mig. Om det så er med tungsind eller tusindfryd.
Topmøde for de mest deprimerede er blevet til i et samarbejde mellem instruktøren, Staffan Valdemar Holm, og scenografen Bente Lykke Møller. Forestillingen bygger på tekster skrevet af bl.a. William Shakespeare, Henrik Ibsen, Søren Kierkegaard og Anton Tjekhov og rummer musik af bl.a. Neil Young, Carl Nielsen og Robyn. Medvirkende: Laus Høybye, Preben Kristensen, Birthe Neumann, Bebiane Kreutzmann, Mette K. Madsen og Olaf Johannesen. Forestillingen kan ses på Republique frem til 21. maj 2016.
Teateranmeldelsen også publiceret i Østerbro Avis