Rockmusikeren og –sangeren, Michael Falch (f. 1956), har før bevist – og han gør det igen med sine ”umodne manddomserindringer”, Over stregen – at han har en habil forfatter i maven. Gaffa har talt med manden om hans nye bog, musikken og livet i udkanten af billedet.

Hans nye bog, andet selvstændige bind i hans erindringer (efter første bind, barndoms- og ungdomserindringerne, Til grænsen, fra 2017) er gedigen storytelling og selvudlevering – denne gang om den modne mands umodne (?!?) håndtering af udfordringer hvad angår kunst, krop og kærlighed – herunder en hudløs ærlig skildring af hans egen kamp med ensomhed og livsstilsproblemer.

Hvorvidt der i erindringerne er dækning for at tale om at være umoden, kan man diskutere, for helt grundlæggende vil jeg sige, at forfatteren, der nu lever i sit 65. år, fremstår som reflekteret og snarere optaget af at lære sit eget ”lort” at kende / optaget af at håndtere dét snarere end af at pege på andres. Alene dét tyder på en vis modenhed. Og det gør bogen befriende ærlig – blottet for snæversyn og bitre udfald – fokuseret på egne benspænd og egne successer.

Michael Falch springer i sin fortælling frem og tilbage i tid, men altovervejende kredser han om de seneste år – om tiden efter sin anden skilsmisse, om genopfindelsen af sig selv som single og om frygten for at blive ramt af et ”ældgammelt spøgelse” – ”fortabtheden” – et ”snigende mismod og ensomhed”. Til trods for, at han med alderen har opnået en ”relativ sindsro”, oplever han nemlig også sig selv som en ”overmoden mand mutters alene.” Og som sådan bliver han optaget af stort og småt – f.eks. fugleliv og tro, seksualitet og sygdom / skavanker.

Lykke-Per igen-igen

Heldigvis bliver han også optaget af et ambitiøst projekt – genopfindelsen af det gamle rockband, Malurt. Det er en genopfindelse, der er længe undervejs, men som også – da det trimmede og modnede orkester endelig tager hul på turnéen – bliver sat på pause af Corona-nedlukningen af landet.

Det er imidlertid ikke den eneste hårde opbremsning i Michael Falchs liv i 2020. Hans nye, thailandske kæreste får ikke forlænget sin ophold og må forlade Danmark. I den forstand er andet bind i Michael Falchs erindringer også ulyksalige – næsten som var den en pendant til historien i Michael Falchs yndlingsroman: Lykke-Per af Henrik Pontoppidan.

Som romanfiguren rejser Michael Falch udi livet, selvom livet giver ham sår på kroppen – sår, som han selv, helt alene må sidde og slikke og forsøge at forstå. Det er den opgave, vi som læsere bevidner.

Jeg ved ikke, om det er fordi jeg selv er mand og blot en anelse yngre end Michael Falch, men jeg bliver grebet af hans skildringer af modenhed kontra umodenhed, ensomhed kontra samvær. Jeg bliver f.eks. grebet, når han om tiden efter skilsmissen fra kone nummer to skriver:

”Aftenerne indhenter mig og gør mig ulykkelig i mild grad. Der er selvfølgelig frihed i sådan et singleliv. Frihed fra konstant at skulle forholde sig til et andet menneske, hvilket fylder ekstremt meget i mit sind, som trods massiv terapi og daglig selvransagelse gennem mange år stadig er lovlig meget ’ovre i andre’, som man siger. Som gammelt antennebarn er jeg nærmest programmeret til at være overoptaget af andres tilstand, hvilket indebærer, at jeg ikke er noget naturtalent, når det kommer til at hvile i mig selv. Min relative sindsro er hårdt tilkæmpet.

I dagens løb holder jeg mig i rimeligt godt humør, mens masser af nye sange er i gang, og jeg sideløbende er optaget af øvning, planlægning og muntre aktiviteter med børnebørnene. Men i tusmørketimen lister spøgelserne sig ind på mig. Her sidder jeg som overmoden mand mutters alene i en taglejlighed i en storby og bliver jævnligt ramt af en tungsindig fortabthed og en lidt skamfuld fornemmelse af, at en mand på dette tidspunkt i sit liv burde være på plads og på sikker grund i et stabilt parforhold – hvis ikke med den, man giftede sig med og fik børn med, så da i hvert fald med kone nr. to. Jeg har så meget at være taknemmelig over, men mine børn, mine børnebørn, sangene, bandet, karrieren, fodboldklubben og bøgerne kan bare ikke fylde det hele for mig. Alt i mig skriger efter én ved min side, den nye kvinde, der kan redde mig fra mig selv og min Lykke-Per-paranoia.”

En følelse af umodenhed

Da jeg fanger Michael Falch over en computerforbindelse til en snak om hans erindringer, sidder han i sit hus på Langeland – lejligheden på Frederiksberg og livet i hovedstaden har han efter et par år vendt ryggen.

Jeg er meget betaget af den ærlighed, du lægger for dagen i din bog. Og af det, at du i bogen er kritisk overfor dig selv og ikke peger fingre af andre.

”Det er jeg meget, meget glad for,” svarer han. ”Det selvbiografiske er jo problematisk på mange måder, for nok er det en bog, der handler om mig, men det er vigtigt for mig, at den handler om andet og mere end mig; at den ikke bare afspejler en form for navlepilleri, som jo dybest set er uinteressant.”

Undertitlen, ’Umodne manddomserindringer’, hvad kommer den af?

”Nu havde jeg jo skrevet mine barndoms- og ungdomserindringer, så denne gang ville jeg – ikke skrive mine voksenerindringer, men netop mine manddomserindringer. Især for at sætte fokus på mænds seksualitet og den alder, som jeg i virkeligheden først nu  er på vej ud af: Jeg befinder mig i de sidste krampetrækninger af min forlængede pubertet.”

”Da jeg var yngre, talte vi om ’panikalderen’, men jeg befinder mig muligvis i min tredje panikalder. Derfor ville jeg sætte fokus på manddommen, det med modenheden og det med at blive ’single’ igen – der er jo enighed om, at ’enlig’ lyder for sørgeligt,” tilføjer han og griner.

”Jeg var pludselig igen alene i en lejlighed i København, som jeg var, da jeg var ung. Jeg befandt mig igen i den by, hvor jeg som ung startede Malurt. Men nu sad jeg der, årtier efter, og følte mig umoden, fordi jeg stadig ikke var nået frem – for eksempel til et varigt parforhold. Det gav mig en følelse af umodenhed.”

”Og så er der alligevel noget omkring modenhedsbegrebet, som er lidt dobbelttydigt, fordi hvornår er et menneske modent? Er det at være moden ensbetydende med, at man er færdigudviklet? Der er jo set i dét lys en kvalitet ved begrebet umoden, fordi det rummer et løfte om, at der stadig er noget at arbejde med, noget der venter, et eventyr.”

”Bogen er en skildring af eventyret og en skildring af det, der bremser vores mod til at søge eventyret – på den ene side. Og på den anden side en skildring af fornuften og den nødvendige afgrænsning, forudsætningen for at livet ikke bliver for kaotisk.”

Kilden flyder frit

”Der er i tidsånden en diffus definition af, hvordan det rigtige menneske er, og det tror jeg, vi alle ligger under for – måske ikke Bob Dylan, der kan sætte sig udover tidsånden – hvilket han sikkert heller ikke kan. Vi bliver alle taget som gidsel i en eller anden opfattelse af, hvad tiden tilsiger, og passer vi ikke ind billedet, kræver det mod at stå ved, at der ikke er et match. Det handler bogen også om – mit opgør med tidsånden.”

”Jeg interesserer mig ikke selv for det, tidsånden tilsiger. I 90’erne havde jeg det ganske vist anderledes med tidsånden. At min stjerne på rockhimlen begyndte at slukkes, oplevede jeg dengang som et problem, og for cirka tyve år siden, da jeg tabte for good, crashede og gik ned med flaget var det virkelig alvorligt. Først da jeg begyndte at rejse mig igen, opdagede jeg, at det for mig var en fordel at acceptere følelsen af at være et menneske, der står i udkanten af billedet, for dermed slap jeg for at kæmpe inde midt på banen sammen med alle de andre.”

”Min accept af følelsen af at stå i udkanten af billedet, har været sindssygt konstruktiv for mig. Jeg har aldrig været så kreativ og produktiv som nu.”

Du skriver netop et par steder i bogen, at du er blevet mere produktiv. Den tredje alder og dit oprør mod tidsånden – er det noget, der sætter sig spor i dine sangtekster?

”Min bog er jo også en skildring af et menneske, der passioneret beskæftiger sig med musik. Bogen giver, håber jeg, indblik i, hvordan det er at være sangskriver og en del af et band.”

”Da jeg gik ned med flaget og skulle forsøge at finde mine ben igen, tænkte jeg, at musikbranchen for et sind som mit ville være det sidste sted, jeg skulle vælge at være. Men jeg fandt alligevel en vej tilbage, og på den vej hjalp meditationen mig. For 15 år siden var meditation blevet en fast del af mit liv, noget fuldkommen straight og hverdagsagtigt. Meditation virker kun ved gentagelse og ritualisering, men gennem den fandt jeg en kraft i mig selv, som gjorde, at jeg nu kan skrive altid. I 90erne skrev jeg – også i nogle af mine tidligere bøger – om skriveblokeringer. Der har været perioder, hvor jeg har siddet og gloet på et A4 ark og er blevet mere og mere deprimeret over, at det forblev blankt. Jeg har periodisk været ramt af det blanke papirs paranoia. Nu kan jeg smile af det – for det er ’gamle dage’ for mig – og nu har jeg en pipeline længere ned end til min almindelige dagsbevidsthed – til et lag, hvor der bare strømmer frit. Og i dag er jeg aldrig bange for at løbe tør for emner eller ideer eller tanker om, hvad der kunne blive en sang. Det er en gave, som er kommet af, at jeg har ramt panden hårdt mod en mur og slået mig og måttet finde nogle andre strategier for at overleve og komme tilbage til musikken. I dag kommer der en ny sang, hver gang jeg sætter mig til klaveret eller griber guitaren. Kilden flyder frit.”

Taknemmelighed

Du bruger nogle begreber i forbindelse med det at skrive sange. Du bruger f.eks. ordet ’urban’ – i forbindelse med det, at du flyttede til Frederiksberg. Nu sidder du på Langeland, langt væk fra det urbane. De to positioner – gør de noget ved din sangskrivning?

”Jeg kom fra Tønder som helt ung og ind til Nørrebro, hvor jeg stiftede Malurt i 70’erne. Men siden har jeg boet langt fra København. Det var først for tre år siden, jeg i overmoden alder søgte tilbage, som en forbryder til å-stedet. Det i sig selv kalder temaer frem. Sammenlignende analyser, dengang og nu. Hvordan var jeg som ung? Er jeg nu et andet menneske? På mange måder er jeg, fordi der er et erfaringsgrundlag, der er totalt forskelligt. Og nogle visioner, som er krakeleret, eller som har overlevet. Måske er der opstået nogle helt nye perspektiver. Og alligevel følte jeg mig jo som ung i København igen. Jeg boede som helt ung i små ti år på Nørrebros Runddel, og jeg føler mig i dag som det helt samme menneske som den gang. Men jeg ER ikke det samme menneske – det kan jeg jo se i spejlet. Ikke desto mindre er min sjæl den samme. Den ligger nede under vores erfaringer og alle vores ord og alt det, vi iscenesætter omkring os selv.”

Men den pipeline, du nævnte – og din bevidsthed om forskellige placeringer i landet og forskellige aldre – rammer den anderledes, hvis vi ser på indholdet i dine sange?

”Det er måske svært for mig selv at vurdere, men jeg tror det. Og det har sikkert noget at gøre med, at der – når jeg befinder mig i den livsfase, som jeg gør nu – kommer et andet pres på mig. Da jeg var ung Malurt-rocker og skrev unge sange, havde jeg en evighed foran mig. Nu er evigheden skrumpet gevaldigt ind. Og det her, som jeg synger på mit seneste album, at min alder er ikke bare tal – i modsætning til det populære udsagn – alder er ikke bare tal. Det er benhård afregning. Et kæmpe tab hver eneste dag. Det med livsmodet er ikke noget, vi bare kan tage for givet. Hvis ikke vi passer på som mennesker, så ender vi let som en gammel, sur mand, jeg stødte ind i, da jeg var barn. Han var – allerede dén gang – skræmmebilledet på, hvor galt det ville kunne gå en i livet, hvis man mistede livsglæden og tabte til bitterheden.”

”De fleste af os vil, når vi når frem i livet, opdage, at det er vores eget ansvar, om vi bøjer os for bitterheden og tristessen – selvfølgelig kan der være noget, der gør, at depression bliver en sygdomstilstand – men almenmenneskeligt tror jeg, at vi hele tiden dealer med vores forhold til livsglæden, og at den ikke nødvendigvis er noget, der kommer udefra overhovedet, men noget vi selv skal bestræbe os på at holde i live, så vi ikke bliver bitre mennesker. Dét perspektiv påvirker sangene, der rummer en større bevidsthed om livets skrøbelighed. Og måske også en større taknemmelighed over livet som gave. For dét er jo ikke noget, man har fokus på som ung. Der har livet bare at komme og hey, jeg vil have det hele. Når man kommer i sin tredje alder, får man en anden tilgang.”

I udkanten af billedet

Du skriver i bogen, at du synes, du har fundet en relativ sindsro, men at den er hårdt tilkæmpet. Og at du oplever dig selv som mutters alene efter skilsmisse nummer to. Sammenholdt med det, at du nu sidder alene nede på det sydlige Langeland, langt væk fra det pulserende liv og det urbane. Præger det også dine sangtekster?

”Da jeg flyttede tilbage til København – jeg boede der kun to og et halvt år, bogens tid – fik jeg bare mere og mere fornemmelsen af, at en storby er tættere forbundet med tidsånden end provinsen. Det er i storbyen, at tidsånden er skarpest og florerer mest eller blomstrer mest, alt efter hvordan man har det med den. Jeg prøver at skildre det i bogen. Det er ikke sikkert, at man bare kan vende tilbage til det urbane igen.”

”Nu har jeg været et menneske, der har boet i udkanten af billedet og Danmark i mange, mange år – jeg har søgt væk fra København og for eksempel også i 90’erne flere gange været på turné i Grønland, og det har sat sit præg på mig. Det med at komme op og se de vidder, det helt anderledes perspektiv end vi havde i byen, det gjorde noget ved mig og min familie. Jeg har boet i udkanten i størstedelen af mit liv, indtil jeg flyttede tilbage til København. Og grunden til at jeg flyttede tilbage var, at mine børn boede der. Det var dem, der var min anledning til at flytte derind. Kombineret med det, at Malurt skulle gendannes, at vi skulle have det gamle, rustne foretagende op at køre igen. Men jeg må bare erkende, at jeg fungerer bedst i udkanten af billedet. Og sorry, men folk er bare flinkere her på Langeland. Roligere og flinkere. Der er er nogle andre idealer, og tidsånden har mindre effekt herude.”

Når du for tiden skriver så mange sange, tænker du dem så altid realiseret? Med Malurt? Eller som solist?

”Hele Malurt-eventyret… Jeg havde i mange år afvist enhver tanke om en gendannelse af Malurt. Jeg havde ingen ambitioner om det, ingen trang til det, intet behov for at romantisere de gamle dage. For jeg havde haft gang i så mange nye ting og en anden lyd og et andet trip. Jeg er altid blevet spurgt, om vi ville gendanne Malurt? ’NEJ, det gør vi ikke’, har jeg altid svaret. Det betød jo ikke, at vi ikke så hinanden og havde med hinanden at gøre. Men da vi sammen oplevede Rolling Stones i Parken i 2017, så blev jeg alligevel forelsket i tanken og de andre. Der stod vi jo. Os gamle gutter. Den ene større end den anden. Kunne der virkelig være et eventyr mere for os? Det kom på tværs af alle mine planer. Det var IKKE meningen. Men sådan er det jo med forelskelser – de er ikke til at styre. Jeg blev verliebt i tanken, og så tog det ene ord det andet, og derefter gik vi ind i den benhårde kamp for at undgå, så meget vi kunne, at blive et patetisk trip.”

”Jeg havde også haft det sådan med de gamle sange, at jeg kunne ikke se meningen med at stå og synge dem i 2020. Det ville jo blive anakronistisk, tænkte jeg. Det tilhørte jo en anden tid og ville bare blive old school og outdated at høre på. Men da vi kom i gang med at øve, blev jeg pludselig ramt af den der meget mærkelige oplevelse: Ja, sangene var skrevet i en helt anden tid, et helt andet sted, men på en eller anden måde var temaerne ikke løbet fra tiden. Vi jokede med – i de fem koncerter, vi nåede at give, inden Coronapandemien lukkede vores turné ned – at mange af mine sange fra den gang handlede om min paranoia for, at det moderne menneske ville blive robotmennesker, der permanent ville være koblet op på personlige computere – dét var joken. Men alle er nu bundet op på deres personlige computer. Vi er blevet dem, jeg sang om – på mange måder. Så pludselig var det ikke så ude af takt med tiden, som jeg havde frygtet.”

”Det var ikke fryd og gammen fra day one. For tre af de andre havde ikke spillet professionelt i et band i mange år. Dia havde ikke rørt sin bas i femten år. Den lå under hans sofa! Og derfra og til Vega og et jublende menneskehav var der altså et stykke vej! Men det lykkedes, og derfor blev det også så sindssygt smuk en oplevelse, så længe den nu varede.”

Bogen slutter jo cirka der, hvor alt går i stå på grund af Coronaen, men hvad skal der ske, når tingene åbner igen?

”Hele Malurt-historien er udskudt til 2022. I håb om, at vi så kan gennemføre turnéen. Vi sagde fra starten af, at vi havde gendannet Malurt for den ene gangs skyld. Vi ville ikke tage en tur til i manegen og så en til. Ikke det der gamle cirkusnummer. Men kun én gang. Og så kunne det ikke nytte, at vi begyndte at lave nedskalerede shows, hvor man ikke måtte råbe og skulle holde afstand. Malurt er så meget et live-band, at det kræver vildskab. Ingen skal sidde og føle sig som forkølede undulater i et fuglebur til en Malurt-koncert. Derfor udsatte vi det hele til 2022 i håb om, at Coronaen så vil være drevet over, så vi kan te os som tossede igen.”

Over stregen er udkommet på forlaget Gyldendal. I november og december 2020 er Michael Falch på turné i Danmark med Dét Band.

Interview også publiceret i musikmagasinet gaffa.dk