MUSIKANMELDELSE

De fleste danskere kender Thomas Blachman og ved fra TV-programmet, ”X Factor” (hvori han er dommer og mentor), at han er utålmodig og direkte, når det gælder håbefulde talenter; men også utrættelig og insisterende, når det gælder kvalitet i musikken. Han vil det bedste! Kun det bedste. Det ved også de, der kender ham som jazzkomponist- og –trommeslager og de, der kender ham som producer. Før TV-berømmelsen var Blachman først og fremmest jazztrommeslager og producer.

Men med til historien om Blachman hører også, at han tænker ud af boksen. Og at han VIL ud af boksen. Derfor er det heller ikke overraskende, at han har brugt tiden siden sidste udgave af ”X Factor” på at skabe en klassisk suite for kammerorkester. Eller overraskende for den sags skyld, at han ikke har ønsket at henslæbe timer i et studie med et stort orkester, men selv har skabt alt på sin computer – at han har lavet en syntetisk indspilning med et ikke-eksisterende orkester og dermed har undgået at skulle underlægge sig et kammerorkesters vaner, luner og tidslommer. Han har selv betjent alle instrumenter – strygere og blæsere – via sin computer, og man hører det næsten ikke. At det hele er syntetisk. Men det er det. Blachman har ”spillet” alle kammerorkesterets instrumenter eller, som det hedder i coverets linernotes: alle de instrumenter, som tilhører ”Future Freedom Chamber Orchestra of Copenhagen”.

Det, han har skabt, er et bemærkelsesværdigt, fascinerende værk – en moderne form for suite, måske en ny form for partiturmusik (med eller uden partitur?). Musikken er vildtvoksende og udgør efter alt at dømme en myndig refleksion over egne, personlige karakteristika. Titlerne på de enkelte satser i suiten angiver både, hvad disse karakteristika er, og musikken skildre også disse. Eksempelvis er der en sats, der hedder ”The Spark of Life” (med undertitlen: ”Multi-directional Counterpoint for Easily Bored Brains”), og en anden sats, der hedder ”Movement of the Open Mind” (med undertitlen ”How to Cope With Everything at Once”). Det er nærliggende at tro, at der i Blachmans kunstneriske skabelsesproces har været en bearbejdning af egne ”problemer” – såsom dem, at Blachman ganske givet hurtigt keder sig og i øvrigt er springende i sin tankegang. Det formildende er, at han ved det. Af samme grund – og fordi han er så gennemgribende musisk – er resultatet af hans kunstneriske bearbejdningsproces blevet et imponerende, detaljerigt og facetteret værk. Blachman har greb om sine virkemidler, greb om det store udtræk og greb om den store helhed – selv om værket kun varer 25 minutter. Oh Yes My Maker er et ”lille” mesterværk af, tror jeg, historisk tyngde. Et værk med X Factor.

*****  /  Eget selskab  /  25 min.  /  Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk