Claes Janson & Christina von Bülow: Det regnar i min stad

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Albummet, Det regnar i min stad, er resultatet af gengældt kærlighed og lykkelige omstændigheder. Den danske jazzsaxofonist, -fløjtenist og –komponist har i mange år været optaget af svensk kultur, herunder svensk musik og lyrik. Det er derfor, hun allerede i 1994 på sin debutplade kunne præsentere den svenske trompetist, Jan Allan, som sideman – det var bl.a. på nummeret, Vise i februar. Siden har von Bülow fordybet sig yderligere i det svenske, og i øvrigt modtaget væsentlige svenske priser. Og da hun, for flere år siden modtog et brev fra den anerkendte finlandssvenske digter, Åke Grandell, der havde hørt Vise i februar – og i brevet udtrykte et ønske om / en opfordring til, at von Bülow satte musik til nogle af hans digte – ja, så var sporene udlagt til et årelangt, for von Bülow væsentligt projekt. Grandell døde i 2015, men forinden havde han og von Bülow nået at finde ind til hinanden i en fælles forståelse af materialet og potentialet. Von Bülow læste og læste og begyndte at komponere, og da materialet til hendes første vokalbaserede album var klart, faldt hendes tanker på den folkekære, svenske visesanger, Claes Janson. De gik i studiet – sammen med pianisten Steen Rasmussen, guitaristen Pelle von Bülow, bassisten Daniel Franck, trommeslageren Frands Rifbjerg og vokalisten Emily McEwan – og ud kom Det regnar i min stad, et album med skønne, poetiske og rolige sange om kærlighed, sorg og længsel. Albummet skylder den svenske visetradition en del – tonen er således den vante, stilsikre. Men kombinationen af Grandell, von Bülow og Janson føjer til arven, som reelt bliver større. Det regnar i min stad har således helt ubetinget potentialet til at blive et must have and hear. For ikke én gang undervejs i de 55 minutter, keder man sig. Ikke én gang falder kvalitetsniveauet.

*****  /  Stunt Records  /  55 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share