Emily Braden: Cannon & Sparrow

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Amerikanske Emily Braden er en singer-songwriter / jazz- og R&B-sangerinde med en signifikant vokal, der igennem det sidste års tid har gjort hende til en markant figur på den amerikanske østkysts musikscene. Braden synger ubesværet, fraserer helt åbenlyst sikkert og har en pitch, der bare siger spar to. Af samme grund er der noget både teknisk og kunstnerisk solidt over udtrykket på hendes nye album Cannon & Sparrow. Tekstuelt kredser Braden i sangene – som hun selv for en stor dels vedkommende har skrevet – om tab, sorg og smerte foruden modsætningerne – trøst, glæde og lykke. Og med solide, melodiske kompositioner – og et forrygende akkompagnement af pianisten Misha Piatigorsky, bassisten Danton Boller, trommeslageren Rudy Royston, guitaristen Freddie Bryant og trompetisten Tatum Greenblatt – ja, så ender vi med spar to. Sange som Sweet Little Dream og Superhero (begge skrevet af Bladen og hendes mangeårige sparringspartner Piatigorsky) vidner om en uhyre spændvidde og sikkerhed i alle facetter – både i rollen som sangskriver, komponist og udøver. I momenter sender Bradens udøvelse faktisk mine tanker i retningen af et mere kendt / etableret navn som Joan Armatrading. Braden har samme styrke og signifikans i sin vokal. Men samtidig er hun også helt åbenlyst sin egen.

****  /  Eget selskab  /  52 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share