Von Dü: Engangsliv

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Det ni-mand store danske bastard-ska/reggae-band Von Dü så dagens lys i 2007.

I 2023 – 15 år og 19 børn efter – markerer bandet (kun en enkelt medlem har forladt bandet, ét enkelt er kommet til) sit eget jubilæum med udgivelsen af dobbelt-albummet, Engangsliv.

Og jo – bandet, der er kendt for sine energiske koncerter, formår vitterligt at føre energien over i den faste form som Engangsliv nu engang er blevet til.

Meget er kunstnerisk/æstetisk, som det altid har været. Musikken og sangene er stadig uhøjtidelige, selvironiske, sjove. Som spundet af en bastard. Men musikken og sangene er nu også i momenter seriøse, alvorlige, modne. Og dét har sikkert noget at gøre med, at to tredjedele af bandets medlemmer har skiftet storbyens puls ud med et liv på landet, at stormende forelskelser er blevet til blivende kærlighedsforhold, og at der netop er kommet (snart) 19 børn til. Den modning, de refleksioner og beslutninger, som ligger bag alt dét, afspejles i hvert fald i musikken og sangene.

Der er stadig noget insisterende over mange af sangene – eksempelvis over sange som ”Arm i Arm” og ”Frikvarter (Voksen Mand)”. Begge numre er drengede ungdomsfester, men også manifestationer af et modnet behov for at definere egen indsats og identitet; et behov for at kaste anker; og et behov for at opretholde håbet og troen. De to numre er efter min mening dobbelt-albummets bedste. Sammen, i øvrigt, med de to ret enkle numre ”Spejlet” og ”Lever kun en gang”. Alle disse fire numre rummer en selvransagelse og iagttagelse, som vidner om et modnet p.o.v.

Engangsliv – Von Düs første album siden Bankende Hjerter fra 2016 – er udgivet i forskellige versioner. På streamingstjenesterne består Engangsliv af elleve nye numre. På vinylen er der yderligere otte numre – fem af disse er instrumentale versioneringer, et er en dubbet versionering, og så er bandets største hit ”Sommer i Danmark” også inkluderet.

Morten Nygaard, Emil Fredberg Stricker, Bjørn Hardenberg, Oliver Grønne, Laurits Trier Hansen, Troels Kjær, Tobias Pyndt Steinmann, Mads Peter Steenstrup og Ole Hylling får undervejs i de elleve nye numre blandt andet besøg af Per Vers (hvis rap på nummeret ”Telefon” virkelig matcher bandets stil) og Gregory Boyd (hvis rutinerede omgang med olietønder giver en forunderlig, næsten caribisk dimension til nummeret ”Din sang”). Men – uanset gæster – så står de ni i sig selv som et stærkt band med åbenlyse live-kvaliteter.

****  /  Gateway Music  /  45+ min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share