MUSIKANMELDELSE

Lennart Ginman er på den danske jazzscene en etableret kontrabassist og komponist – det er kort sagt indenfor jazz, han har slået sine folder. Men, som kendere vil vide, har Ginman i mange år også været interesseret i genremiks – især i mikset mellem jazz og elektronisk musik og trip hop (som i sig selv er et genremiks mellem hip hop, electronica, reggae, rock og jazz m.m.) – og med sit nye album, 360, tager han skridtet fuldt ud.

Hans nye, originale musik må genrebetegnes som electronica, i mindre grad jazz, instrumental pop. Musikken består af beats, loops, flader; af klange, farver, temperamenter og temperaturer. Og den fænger. Er dragende. Magnetisk. Overvejende varm. Momentvis dramatisk. Momentvist meditativ, på én gang jordbundet og sfærisk. Men altså også voldsom. Ikke på noget tidspunkt kedelig. Snarere facetteret, rig. Så rig, at det er svært for mig at pege på én skæring som et højdepunkt. Dramatiske ”SOS” er berigende. Svævende ”Air” aldeles skøn. Sidstnævnte – ja, flere andre numre på albummet – sender, hvad produktionen angår, mine tanker i retningen af den canadiske stjerneproducer, Daniel Lanois’ foretrukne univers. Dét er et univers, der er tungt og drævende, insisterende og varmt, udfordrende og dog melodisk.

Centralt i Ginmans åbne lydbillede står foruden kontrabassen og diverse andre strenge, keys og elektroniske beats – Maggie Bjørklunds pedal steels og dj’en Steen Rocks moderne, soniske arkitektur. Og trioen / instrumenteringen / forløsningen formår altså – tilsyneladende ubesværet – at videreføre og forny en æstetik, som umiskendeligt er Ginmans. Når jeg hører et vemodigt nummer som ”Sad” er jeg klart på rejse til den galakse, hvor Ginman før har aflagt flere besøg. Men det fascinerende er, at Ginman ikke bare rejser ud til en galakse, de færreste andre danskere besøger, men at han nysgerrigt synes at lede efter nye veje ind til samme galakse; at finde nye lysindfald; nye farver; nye terræner. Hør for eksempel et nummer som ”Mos”, og du vil høre nye vinkler i Ginmans etablerede verdensbillede. Eller hør et skrattende country-inspireret nummer som ”Cry”. Det er meget gribende, meget smukt. Netop dragende, magnetisk.

*****  /  nyt.nu  /  41 min.  /  Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk