KONCERTANMELDELSE
Han er blevet 69 år, den britiske sangskriver, guitarist og vokalist Elvis Costello.
Da han var ung, blev hans musik påført genrebetegnelserne postpunk, powerpop og new wave – og dét allerede efter den vrængende debutplade, My Aim is True fra 1977. Nu næsten et halvt århundrede efter vil de færreste nok nøjes med at hæfte de betegnelser på hans musik, for Costellos spændvidde er langt større. Han har i de små halvtreds år, der er gået siden debuten, været i berøring med rocken, countrymusikken, kammermusikken, hip hop’en og underholdningsmusikken. Og den spændvidde hørte man altså, da han onsdag aften sammen med sin kammesjuk gennem alle årene, Steve Nieve, på en øjeblikkelig Europa-turné lagde vejen forbi Koncertsalen i DR-Byen i København.
Costello sang og spillede guitar (og i et par numre klaver), Nieve klaver og keys (og i nogle numre melodica). Og så arbejdede de to sig ellers igennem et materiale som strakte sig over alle karrierens årtier og hele det genremæssige spektrum – selv om noget stod klarere end andet. Costellos stemmepragt lod noget tilbage at ønske. Stemmen er klart rustet, men det accepterede jeg onsdag aften som en præmis, fordi han samtidig var så fræk, sjov, arbejdsom og insisterende. Costello har altid været en no-nonsense-type; en mand, der kunne starte og slutte sine sange; en mand, der ikke behøvede trække vejret mellem numrene; og på det seneste – en mand, der med britisk charme og tør humor, kunne rive publikum med sig. Alt det kunne han stadig. Derfor accepterede jeg, at stemmen var rustet – for der var så meget andet. Af samme grund accepterede jeg også, at lyden længe var dårligt afstemt. Generelt var det en fornøjelse at være på rejse tilbage i tiden og ind i nogle af de 900 nye sange, han påstod at have skrevet.
Klareste. Eller rettere: stærkeste enkeltstående oplevelse var ikke det sidste ekstranummer, ”Alison” (fra debutalbummet, My Aim is True), endsige Costellos genbesøg i numre skabt sammen med Paul McCartney eller Burt Bacharach. Stærkeste enkeltstående oplevelse var versioneringen af hans egen ballade, ”Watching the Detectives”, som i Storbritannien blev udgivet som single i 1977 (efter udgivelsen af My Aim is True), men i USA kom med som et ekstra nummer på My Aim is True. Nummeret skrev Costello i sin tid – stærkt inspireret af The Clash’ selvbetitlede debutalbum fra samme år og stærkt inspireret af nogle af Bernard Hermanns scores til Alfred Hitchcocks gyserfilm. Versioneringen onsdag aften var ildevarslende! Scenelyset holdt i koldt grønt og blåt. Trommer og basgange var programmeret og tunge. Og så spillede Costello ellers den skarpeste el-guitar, drevent, langsomt. Mens han fremmanede en stærk og netop ildevarslende fortælling.
Stærkt og ildevarslende var det også, da Costello og Nieve med nummeret, ”When I Was Cruel No. 2” (fra albummet When I Was Cruel, 2002) fremmanede deres egen versionering hvori en forrygende sampling af Abbas ”Dancing Queen” indgik. Costello demonstrerede – trods stemmepragtens svigt – at han vitterligt er musikalsk. Modnet, men stadig i dén grad levende.
**** / Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk