BOGANMELDELSE

Helga N. Waage (med det meget lidt mundrette kunstner-/forfatternavn, H.N. Waage) har med Oh Mandy skrevet sin tredje roman. Dermed ikke sagt, at hun er professionel forfatter. Slet ikke. Hun opgiver selv, at hun er jurist og lingvist ved EU-Domstolen i Luxembourg, at hun bor i Wellen a.d. Mosel i Tyskland, og at hun har fire børn, der alle er rundet af Europaskolen i Luxembourg. Med andre ord: At hun er en kvinde med en internationalt funderet karriere (indenfor et andet felt end forfattergerningen) og en kvinde med en familie.

I bogen skriver hun desuden, indledningsvist, at hun er inspireret af sit liv i ”det internationale samfund i grænselandet mellem Luxembourg, Tyskland, Belgien og Frankrig”, og at det af samme grund har været hendes idé ”at skrive en europæisk roman” – i den forstand, at hendes ”hovedpersoner skulle have forskellige europæiske nationaliteter”.

Da H.N. Waage (tilfældigt? – i hvert fald på en tankstation, kan man forstå) genså en ”stærk pige” og hørte hende fortælle om sin søster, besluttede hun sig for at skrive et drama – med afsæt i denne søsters historie. Dette drama er blevet til romanen, Oh Mandy, som er en ganske velskrevet roman – til trods for, at H.N. Waage altså ikke er professionel forfatter.

At kalde Oh Mandy en ”europæisk roman” falder mig dog svært. Lige som det falder mig svært at forstå vigtigheden af, at den foregår i et internationalt samfund i et grænseland. Historien er nemlig en helt anden. Det europæiske islæt / pointen med grænselandet er i min optik en lige gyldig ramme – i modsætning til dramaet, der i princippet lige så vel kunne have haft sit fæste i et hvilket som helst internationalt skole- / uddannelsesmiljø – f.eks. i Aarhus, Oxford eller Boston. Dramaet – dét har noget i sig, hvorfor jeg også forstår, at H.N. Waage fik lyst til at skrive en roman om det.

Nuvel. Romanens hovedpersoner har alle gået på Europaskolen i Luxembourg. For mange år siden, vel at mærke. Skolen er altså ikke vigtig i denne sammenhæng. Det forekommer mig heller ikke vigtigt, at hovedpersonerne er blevet spredt ud over det europæiske kontinent – i konkret forstand til lande som Luxembourg, Tyskland, Portugal og Frankrig. Det vigtige er, at de er blevet spredt, og at der er en begivenhed, der gør, at de må mødes i Luxembourg igen.

I deres klasse i Europaskolen var der i sin tid en pige, der hed Mandy. Hun var, medens de alle stadig var knyttet til skolen, med på en fælles badeferie og kom her ud for en ulykke (hun sprang i havet på et sted, hvor dybden var for ringe , hvorfor hun ramte klipperne) og har siden – igennem hele 17 år – ligget i vågenkoma. Altså: været levende død.

Dramaet tager sin begyndelse i og med, at Mandy dør. Vennerne hidkaldes fra deres respektive lande for at tage del i Mandys bisættelse, og deres gensyn – kombineret med årsagens alvor – giver grundlag både for samtaler om, hvordan deres liv nu har formet sig og om, hvad der i sin tid bandt dem sammen og lå til grund for ulykken. Det viser sig, at alle vennerne har en ”aktie” i ulykken, og at flere af dem af gode grunde er plaget af dårlig samvittighed. Hvem der har hvilke ”aktier” og grundlag for dårlig samvittighed – det forstår læseren først hen imod slutningen af dramaet – som i den forstand er skruet godt sammen med antydninger, før egentlige afsløringer.

Men jeg savner en endog meget vigtig dimension i romanen – nemlig en mere dybtgående skildring af det psykologiske drama, som den enkelte hoved- eller biperson har måttet gennemleve: et antal parallelle historier af psykologisk / moralsk / etisk karakter om, hvordan den enkelte har håndteret sin (andel i) skyld(en), livet med dårlig samvittighed. Dét element er nok berørt, men jeg mener, at dette vigtige drama er forblevet underbelyst, dunkelt. Og alligevel må jeg sige, at H.N. Waages roman har noget over sig – at den er velfortalt og godt komponeret.

***  /  Forlaget LML  /  192 sider