Max Richter: from Sleep

Den højt profilerede tysk/britiske komponist, Max Richter, deler vandene. Der er dem, der ser ham som en uhyre kompetent arvtager efter blandt andre John Cage og dem, der ser ham som indbegrebet af Kejserens nye klæder. Jeg vil hævde, at han er det første, og at ingen vil kunne lægge ører til hans helt enestående…

Continue reading →

Rufus Wainwright: Prima Donna

Rufus Wainwright er en yngre canadisk singer-songwriter, som befinder sig midt i en lysende karriere. Hvad de færreste nok ved er, at han – ved siden af karrieren – har haft en livslang interesse for opera. At dét er tilfældet stod dog klart, da hans første opera, Prima Donna, åbnede Manchester International Festival i 2009…

Continue reading →

Thomas Albæk Jakobsen’s FLUX: Voyager

På sit forrige (læs: første) album med FLUX, kredsede trommeslageren, kapelmesteren og komponisten om begrebet ”relationer”. På dette ny (læs: andet) album, kredser han om ”rejsen”. Selv kalder han albummet et ”øjebliksbillede” fra en rejse ind i musikken. Heraf titlen. Søren Møller sidder på det nye album bag klaveret (og gør det godt), lige som…

Continue reading →

Ester Brohus: Game for the Gamblers

Countrymusikkens danske ”Hjerter Dame”, den firdobbelte Grammy Award vinder, Ester Brohus, har med Game for the Gamblers udgivet ti album. Men til trods for, at hun har brugt fem år på at skabe dette tiende album og til trods for, at hun ubestridt er en rutineret sanger og sangskriver, er det et svagt album, hun…

Continue reading →

Ben Monder: Amorphae

Den amerikanske el-guitarist, Ben Monder, pladedebuterede på ECM i 2004 som medlem af Paul Motian Band, som netop det år udsendte Garden of Eden på det hæderkronede, tyske label. Nogle år efter besluttede de to jazzmusikere – Monder og Motian – at indspille et fælles duoalbum, Amorphae, men inden de blev færdige døde den legendariske…

Continue reading →

Ches Smith: The Bell

Den amerikanske jazztrommeslager, Ches Smith, har fundet en ganske særlig indfaldsvej til kompositionen og improvisationen. For nok er han trommeslager, nok er han jazzmusiker, men hans indfaldsvej er kammermusikkens, og dét giver et slutresultat, som er overraskende nedtonet og sfærisk og dynamisk. The Bell er Ches Smiths første album med den efterhånden etablerede trio, der…

Continue reading →