MUSIKANMELDELSE

Jeg må tilstå, at jeg på forhånd kun vidste ganske lidt om Emilie Schiøtt. Jeg havde sporadisk stiftet bekendtskab med hendes musik, men jeg kan nu konstatere, at hun har mange lyttere på streamingstjenesterne – alene på Spotify mere end 800.000 om måneden – så ukendt er hun jo helt åbenlyst ikke.

Jeg kan med simple søgninger på internettet konstatere, at hun tidligere har optrådt under kunstnernavnet FRIGG – uden tilsyneladende at få det store gennembrud. Så angiveligt er det i eget navn, hun har fået sit internationale gennembrud – med debutalbummet, After the Rain, fra 2017.

Pressematerialet om den danske sangerindes nye (andet) album, Like a Sunday, kaster desværre ikke lys over sag og sammenhæng. Materialet er tvært imod uklart. Når der i materialet for eksempel står, at Emilie Schiøtt med sit nye album træder ”ind i et nyt kapitel af sin musikalske rejse”, og i den følgende sætning, at hun med albummet ”følger i fodsporene på hendes tidligere udgivelse” (debutalbummet) – uden at der følger nogen nærmere forklaring på det ene eller det andet – så forbliver jeg både uklar på, hvori det nye på hendes musikalske rejse består og uklar på, hvad hendes rejse indtil nu har bestået i.

Af pressematerialet kan jeg forstå, at musikken på begge album er ”hengemte” sager skrevet af ”den nu 77-årige Michael Soltau”, og at det for Emilie Schiøtt giver mening at skabe eller tage del i et projekt, ”hvor der ligger en historie som Michaels bag. Hans situation tilføjer en vigtighed og sårbarhed – en ’ægthed’ – til sangene og teksterne,” udtaler Emilie Schiøtt. Men hvem Soltau er; hvad hans situation består i; hvorfor hans kompositioner har været gemt; og hvilken relation han og Emilie Schiøtt har til hinanden – det fremgår slet ikke af materialet.

Men én ting kan jeg konstatere: at Emilie Schiøtt på debutalbummet havde et samarbejde med nu afdøde Bent Fabricius Bjerre aka Bent Fabric. Dét kunne være forklaringen på, at hun med debutalbummet fik et gennembrud på streamingstjenesterne. Jeg kan også konstatere, at hun på 2’eren samarbejder med andre store navne – bassisten Chris Minh Doky, mundharpenisten Mathias Heise og multiinstrumentalisten Gustaf Ljunggren – blandt andre. Det kan måske yderligere øge hendes synlighed på streamingstjensterne – i hvert fald i Danmark.

Men nu, hvor jeg så rent faktisk sætter mig ned og lytter til hendes musik – den tidligere såvel som den nye – hører jeg nok et blødt, sofistikeret miks af jazz, pop, soul, blues og country. Men ikke et miks der særskilt forklarer, at der skulle være tale om et nyt kapitel i Emilie Schiøtts musikalske rejse; endsige forklarer, at debutalbummet fik så stor gennemslagskraft (et enkelt nummer, ”Give me a Kiss” med Bent Fabric, nærmer sig i alt 10 millioner streams på Spotify). Vel er Emilie Schiøtts indsats – og grundmaterialet, der er komponeret af Michael Soltau og altovervejende med tekster af Stine Luise (som også synger kor) – habil, ja, men den er ikke særskilt signifikant.

Enkelte numre stikker dog ud som solidt skruet sammen – det gælder for eksempel bossanovaen ”Live to Learn”, countrynummeret ”Closer to All” og jazzballaden ”Power to Choose”. I de numre brillerer Emilie Schiøtt faktisk som stilsikker sangerinde.

”Closer to All” er min klare favorit, fordi Emilie Schiøtt har valgt så minimalistisk en tilgang, at det hele bliver nøgent og troværdigt. I det nummer fremstår hendes vokal, ja, hele hendes storytelling som præget af autenticitet og nødvendig. I balladen, ”Power to Choose”, demonstrerer hun, at han mestrer den støvede, langsommelige og swingende vokaljazz. Og når hun specifikt i dette nummer akkompagneres af Mads Granum på klaver – plus selvfølgelig Chris Minh Doky på bas og Lars Wagner på trommer – tre musikere, som har jazzens sjæl inde under huden, så kommer troværdigheden igen op at ringe. Det gør den bare ikke gennem albummet som helhed.

****  /  ETCO  /  27 min.  /  Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk