MUSIKANMELDELSE

Hvis man ikke på forhånd kendte Anne Efternøler og Lige Børn, kunne man – på baggrund af deres navne – tænke, at der her ikke ville være det store at hente. At det hele nok ville være lidt infantilt, forsinket, jævnt og ufarligt. Men sådan forholder det sig altså ikke. Slet ikke. Tværtimod er konstellationen fremadskuende og farlig. Uden for pædagogisk rækkevidde, hvis pædagogikken ellers skal sikre det gængse og konventionelle.

Anne Efternøler (også i sit civile liv kaldet Anne Andersson) og kontrabastrioen, Lige Børn – som består af amerikanske Thomas Morgan, danske Anders ”AC” Christensen og danske Richard Andersson (sidstnævnte er Anne Efternølers mand) – er lig med udfordringer og kræver ikke bare årvågen opmærksomhed af lytteren, men også tålmodighed og et stærkt nervesystem. Hør bare et nummer som ”En kortvarig mobilisering af kropslige ressourcer”, og du vil forstå, hvad jeg mener.

Anne Efternøler har selv om den ukonventionelle musik på pladen sagt, at hun – da hun skrev den – var ”optaget af at undersøge potentialet i det banale”. Hun elsker således tanken om, at ”det tilsyneladende mest hverdagsagtige trivielle kan blive til kunst” – når man ellers tillader sig at opholde sig ved det længe nok – for noget vil folde sig ud. Og ganske rigtigt: Strategien er lykkedes – på tegnebrættet og i studiet – og det er lykkedes Anne Efternøler & Lige Børn at lave et album, der ”helt stilfærdigt insisterer på at opsøge skønheden i det grimme, det kedelige, det langsomme, det destruktive.”

Jeg kan ikke sige det klarere. Trompetisten og de tre kontrabassister har skabt et univers, der er så ekstraordinært pågående, skramlet og sensitivt, at jeg sjældent har hørt magen. Vel er der i dansk avantgardejazz fortilfælde for musik à la denne, men den er sjælden. Og i tilfældet Brugskunst er musikken oven i købet raffineret – for det er ikke bare rutinerede, tålmodige og fremadskuende kontrabassister, Anne Efternøler har haft med sig i studiet – det er også nogle kontrabassister, der tør vise tandkød og drøbel.

****  /  Hobby Horse Records  /  44 min.  /  Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk