Hvor skal jeg starte? Der er i dette tilfælde så mange roser at dele ud, at jeg tøver. Men, jo, først og fremmest er der det at sige, at danske Mathias Heise er aldeles eminent på kromatisk mundharpe (og i øvrigt også er en dygtig komponist og pianist). For det andet er der det at…
Continue reading →Den efterhånden velanskrevne, finske jazztrompetist, Verneri Pohjola, er søn af den afdøde finske prog-rock-bassist og -komponist, Pekka Pohjola. Og nærværende album er sønnens hyldest til faderen, idet ungersvenden, Verneri, har jazzificeret syv af faderens prog-rock-musikstykker. Heraf vil man kunne udlede, at musikken på albummet, Pekka, befinder sig i grænselandet mellem jazzen og den progressive rock….
Continue reading →Chickn er et græsk rockorkester, der spiller noget, man kunne kalde klassisk westcoast rock – det vil sige klassisk hård, melodisk, symfonisk rock. Orkesteret, der består af Angelos Krallis, Evangelos Aslanides og Pantelis Karasevdas er – selv om det har hentet inspiration i det nordvestamerikanske – pæregræsk og samtidig engageret i aktuel politik i Grækenland…
Continue reading →Det er ikke tit, vi i Danmark hører progressiv rock fra Grækenland, men det eklektiske orkester, Gravitysays_I, er med sit tredje album på 13 år, ”Quantum Unknown” så absolut værd at tjekke ud. Det seks mand store orkester med Manos Paterakis og Nikos Retsos i spidsen spiller en særegen form for progressiv rock, som momentvist…
Continue reading →Den unge, svenske multiinstrumentalist og vokalist, Anna von Hausswolff, er i min optik en af Nordens pt. mest interessante og innovative kunstnere indenfor såvel akustisk som elektronisk indie-pop-rock. Hun spænder vidt, er kunstnerisk ustyrlig og samtidig uhyre stringent i sin konceptualisering af musikken. Hendes nye album, The Miraculous, er voldsom, voluminøs, intens, passioneret, overbevisende, sakral…
Continue reading →