Malija er en af Englands nye, meget interessante jazztrioer – en trommeløs sag bestående af Mark Lockheart på saxofon, Liam Noble på klaver og Jasper Høiby på kontrabas. Sidstnævnt er ganske vist dansker, men det hele – trioen, dens label og hele dens univers – udspringer af London, hvor Høiby har boet i årevis. Trioens…
Continue reading →Matt Wilsons nye jazzalbum er en usminket hyldest til den amerikanske digter, Carl Sandburg, som døde i 1967, berømmet og prisbelønnet (bl.a. med hele tre Pulitzer-priser). Albummet udgives i det halvtredsindstyvende år for digterens dødsfald og er en så absolut værdig hyldest – ikke bare i kraft af trommeslageren Wilsons eminente, kantede og rå kompositioner,…
Continue reading →Dette album på Storyville er indspillet under en liveoptræden i Jazzhus Montmartre i København i februar 2016. Og på det hører man den eminente, amerikanske jazztrommeslager, Rodney Green, foruden pianisten, Jacob Christoffersen, bassisten, David Wong, og – nok så væsentligt – vibrafonisten, Warren Wolf. Sidstnævnte er en albummets helt store oplevelser, virtuos og fyldig i…
Continue reading →Jamie Reynolds er et nyt stjerneskud på den canadisk jazzscene. En komponist og pianist, der – både i kraft af eget talent og evnen til at sammensætte musikere – kan sætte nye standarder i canadisk jazz. På sit nye jazzalbum, der – meget sigende – udkommer på Fresh Sound New Talent, har han sat guitaristen…
Continue reading →Selv siger den amerikanske jazzsaxofonist, Paul Jones, at han også er inspireret af hiphop. Men når man lytter til hans nye album, Clean, forekommer det mest oplagt at tale om, at han er inspireret af det tyvende århundredes minimalisme indenfor klassisk musik – af pionerer som Philip Glass og Steve Reich. For så minimalistisk er…
Continue reading →Den amerikanske barytonsaxofonist, Brian Landrus, har med sit nye jazzalbum, Generations, skabt noget, der minder om et monstrøst værk – skrevet som det er for en besætning på hele 25 hoveder. Albummet indledes med en koncert i fire satser, Jeru Concerto, og fortsætter over i flere andre numre, men det hele synes som tænkt i…
Continue reading →Jeg har tidligere kaldt Jamie Cullum en arvtager efter Billy Joel. Andre har kaldt ham en arvtager efter Frank Sinatra. Og begge dele er han. Men det slår mig søndag aften, at han også er som den samtidige vokaljazzscenes svar på popscenens Robbie Williams. Cullum er, som Williams, født i 1970’ernes England. Han er, som…
Continue reading →