Malija: Instinct

Malija er en af Englands nye, meget interessante jazztrioer – en trommeløs sag bestående af Mark Lockheart på saxofon, Liam Noble på klaver og Jasper Høiby på kontrabas. Sidstnævnt er ganske vist dansker, men det hele – trioen, dens label og hele dens univers – udspringer af London, hvor Høiby har boet i årevis. Trioens…

Continue reading →

Matt Wilson: Honey And Salt

Matt Wilsons nye jazzalbum er en usminket hyldest til den amerikanske digter, Carl Sandburg, som døde i 1967, berømmet og prisbelønnet (bl.a. med hele tre Pulitzer-priser). Albummet udgives i det halvtredsindstyvende år for digterens dødsfald og er en så absolut værdig hyldest – ikke bare i kraft af trommeslageren Wilsons eminente, kantede og rå kompositioner,…

Continue reading →

Irabagon, Hegre & Drønen: Axis

Den filippinsk/amerikanske altsaxofonist, Jon Irabagon, er et af de helt store dyr i den nye åbenbaring: en ”rising star” på den amerikanske østkysts jazzscene pt. Hans teknik er unik, og hans forståelse af avantgardejazzen exceptionel – hvilket man selv kan konstatere, hvis man lægger ører til Axis, hans nye plade med de to nordmænd, John…

Continue reading →

Krokofant: Krokofant III

Det er uforfalsket energi, den norske jazzrocktrio, Krokofant, lægger for dagen på dette – det tredje album på tre år: uforfalsket energi i grænselandet mellem den progressive rock og den mest hårdkogte form for jazzrock. Guitaristen Tom Hasslan, saxofonisten Jørgen Mathisen og trommeslageren Axel Skalstad blotlægger således et soundscape, der er som et miks af…

Continue reading →

Jamie Reynolds: Grey Mirror

Jamie Reynolds er et nyt stjerneskud på den canadisk jazzscene. En komponist og pianist, der – både i kraft af eget talent og evnen til at sammensætte musikere – kan sætte nye standarder i canadisk jazz. På sit nye jazzalbum, der – meget sigende – udkommer på Fresh Sound New Talent, har han sat guitaristen…

Continue reading →

Paul Jones: Clean

Selv siger den amerikanske jazzsaxofonist, Paul Jones, at han også er inspireret af hiphop. Men når man lytter til hans nye album, Clean, forekommer det mest oplagt at tale om, at han er inspireret af det tyvende århundredes minimalisme indenfor klassisk musik – af pionerer som Philip Glass og Steve Reich. For så minimalistisk er…

Continue reading →