Danish String Quartet: Last Leaf

Den danske strygekvartet har i løbet af få år opnået bred, international anerkendelse for sine nytolkninger af klassisk kammermusik, moderne kompositionsmusik og nordisk folkemusik. Rune Tonsgaard Sørensen, Frederik Øland, Asbjørn Nørgaard og Fredrik Schøyen Sjölin har således fået noget af et gennembrud – først med albummet, Wood Works (Dacapo Records 2014) og siden med den…

Continue reading →

Ghost Town: No Depression in Heaven

Det schweiziske jazzorkester, Ghost Town, spiller en form for jazzmusik, som vanskeligt lader sig rubricere. Mange kalder, af gode grunde, orkesteret cross over Mavericks. Og rigtigt er det, at orkesteret – og nok især dets leder, Urs Vögeli – notorisk ikke bare prioriterer autenticitet, men også ambivalens. Orkesteret har i de senere år ”undersøgt” andre…

Continue reading →

Mimi Terris: Den stora skalan

Den svenske jazzsangerinde, Mimi Terris, er det nye dyr i den svenske åbenbaring. Hun er den naturlige arvtager efter koryfæer som Alice Babs og Monica Zetterlund: en sangerinde, der reelt kan kombinere den retrospektive swingjazz og den svenske visetradition og revitalisere begge genrer. Hun høstede for to år siden, fortjent, anmelderroser for sit gennembrudsalbum, Flytta…

Continue reading →

Gwyneth Glyn: Tro

Hun er af walisisk afstamning, og Tro (walisisk for ”vend” eller ”drej”) er hendes første store album i eget navn. Men hvilket et! Man skal ikke høre mange strofer, før man forstår, hvorfor hun i sit lille hjemland betragtes som en stor kunstner – eller før man forstår, hvorfor Tro lanceres som et stort album….

Continue reading →

Anders Gantriis: In My Mind

Anders Gantriis er en ny dansk singer-songwriter, og hans album, In My Mind, hans debut på skive. Hvordan hans vej til pladedebuten har været, skal jeg ikke kunne sige, men mit gæt er, at han længe har tøvet, indtil venners opfordringer (venner og familie bliver i liner-notes takket for hjælp og inspiratorisk støtte) og mulighederne…

Continue reading →

Matt Wilson: Honey And Salt

Matt Wilsons nye jazzalbum er en usminket hyldest til den amerikanske digter, Carl Sandburg, som døde i 1967, berømmet og prisbelønnet (bl.a. med hele tre Pulitzer-priser). Albummet udgives i det halvtredsindstyvende år for digterens dødsfald og er en så absolut værdig hyldest – ikke bare i kraft af trommeslageren Wilsons eminente, kantede og rå kompositioner,…

Continue reading →