MUSIKANMELDELSE

Det er for mig lidt af en gåde. For ét er, at Veronica Mortensen stadig venter på det store gennembrud. Noget andet er, at hun teknisk/kunstnerisk har kvaliteterne til det. Hun er, for mig at se, en af Danmarks absolut stærkeste jazzsangerinder. En vokalist med dybde og hertil en sjælden evne til at skrive lyrisk stærke sange. Men udenfor de mest dedikerede eller lokale kredse er hun stadig lidt af en hemmelighed.

Om hendes nye album, Serenity, ændrer på dét, tvivler jeg på. Men jeg kunne ønske det. For de elleve nye sange, som hun har skrevet (og de elleve nye kompositioner, som hun har skrevet sammen med sin mand, Niels HP) er virkelig gode. Genre- og arrangementsmæssigt er de ganske vist ret konventionelle, men de er solide og virkelig fornemt vakt til live af en driftssikker konstellation bestående foruden sangerinden selv af Henrik Gunde på klaver og rhodes, Jesper Bodilsen på kontrabas, Morten Lund på trommer og slagtøj og Peter Asplund på trompet og flygelhorn.

Det er halv snes år siden, Veronica Mortensen sidst udsendte et album med eget materiale. Og det er selvfølgelig længe at lade et dedikeret publikum vente. Men nu er Serenity her, og egentlig synes jeg, det har været værd at vente på. For der er noget modnet, mere stilsikkert og netop solidt over Veronica Mortensens sange og musik. Både fordi sangene er lyrisk gennemførte; fordi kompositioner og arrangementer er perfektioneret; og fordi Veronica Mortensens vokal er så inciterende. Klaver, bas og trommer skaber tilsammen et flot fundament for vokalen og for dennes dans med blæseinstrumenterne. Vokal og blæsere bliver som afstemte, raffinerede ornamenter på toppen af et solidt fundament.

At der er noget konventionelt over udtrykket hænger sammen med, at sangene og musikken på sæt og vis forløses, som var vi årtier tilbage i tiden, måske et sted på den amerikanske østkyst, i hvert fald i selskab med kunstnere, der vil skabe et jazzet groove, som det, man den gang kunne opleve der. I den forstand er der noget retro over Serenity. Men samtidig er der et moderne islæt over musikken – og det knytter både an til arrangementerne og instrumenthåndteringen – og til teksterne, der rummer mange, moderne facetter og refleksioner af endog kritisk, politisk karakter. Og klædelig selvkritisk karakter.

*****  /  Epimon Music  /  49 min.  /  Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk