Claus Handberg Christensen: Tak for mørket far

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

BOGANMELDELSE Det er en uhyre smuk bog, der her er tale om. En bog i et ganske lille format – 16cm (h) x 11cm (b) – godt tænkt og designet af kunstneren, Åse Eg Jørgensen. Bogen har to indgange, én fra hver side (bogen er vendbar og har to forsider). Den ene indgang er til digtene (der strækker sig over 278 sider), den anden indgang er til sort/hvide fotos af mennesketomme kulturlandskaber (stier, lysninger). Og teksterne – de er korte, 1 til 3 linjer pr. side, trykt 3 femtedele nede på siderne. Papiret er bleget, punktstørrelsen lille og oplevelsen helt generelt præget af kvalitet, plads og overskud.

Hvilken genre, der er tale om, giver forfatteren selv et bud på et godt stykke inde i bogen: ”man kunne kalde denne bog for en doven mands roman” (s. 218). Mere korrekt vil det nok være at sige, at der er tale om digte eller udsagn. I visse tilfælde ganske korte udsagn, hvoraf nogle er selvpinende, andre selvhævdende.

Hvad bogen handler om er uklart. Titlen angiver en retning, som farver læsningen. Men kun nogle af teksterne (hvoraf nogle står i sig selv, andre sender bolden videre til den efterfølgende) handler specifikt om en faderbinding og et mørke. De der gør er til gengæld stærke. Både fordi de rummer en vrede, et opgør og et selvopgør. Tag f.eks. følgende:

”jeg tror aldrig jeg har været tættere på min far end når han slog mig” (s. 103)

”tak for mørket, far, tak for chancen for et langt liv, en ubønhørlig vrede” (s. 233)

Og:

”det ansigt jeg bærer, hvem tilhører det” (s. 152)

”jeg bliver ham” (s. 153)

”jeg sætter mig ved enden af bordet, hvor konturen af min fars krop usynligt har ventet, og fælden klapper: jeg glider ind i den, den passer perfekt” (s. 151)

Og:

”hvis jeg en dag skulle løbe ind i mig selv på gaden, håber jeg, at jeg har anstændighed nok til ikke at hilse” (s. 54)

Og:

”jeg sætter mig til at skrive kun for at rage uklar med mig selv” (s. 49)

Andre tekster virker nærmest påklistrede:

”imens vi venter i krydset ved Nørrebrogade og Elmegade slog damens hund en høj skid” (s.159)

Uanset hvad sidder jeg som læser tilbage med en mange facetteret oplevelse – af smerte og sorg, vrede og væmmelse, mørke og lys. Alt leveret i et attraktivt udstyrsstykke præget af kvalitet, plads og overskud. Det er meget forunderligt!

**** / Space Poetry / 320 sider

Please follow and like us:

  • 0
  • Share