Det er seks år siden Saxopaths sidst udsendte et album. De seks år siden er formodentlig gået op i røg, eftertanker og overvejelser frem og tilbage. Selv skriver Saxopaths i en pressemeddelelse, at orkesteret ”har brugt så meget tid og energi på det (tredje album), at det ikke kan kaldes andet end knaldhamrende ufornuftigt.” Men at de gjorde det af ”bundidalistiske” grunde, fordi de ville ”bruge den nødvendige tid” og tillade sig selv at ”blive ved med at gå op i detaljer”.

Der har ganske givet været andet end idealistisk udforskning i de seks år. Der har ganske givet været en dag eller to i dyb fortvivlelse. Og dog må jeg som anmelder konstatere, at Pathology både fremstår gennemarbejdet og uhyre vellykket. Jeg må sige, at albummet virker som lidt af et kunststykke – i betragtning af, at det er vanskeligt at skabe god, interessant og tilgængelig musik med afsæt i fire saxofoner. Men dét er altså lykkedes!

Kristoffer J. Rosing-Schow, Bob Jackson, Niels Kruse Oldin og Anders Banke har skabt et klangrigt, ekspressivt album, der på naturlig vis både favner det melankolsk enkle og det kulørt temperamentsfulde.

****

Eget selskab

41 min.