Dianne Reeves har flere gange optrådt på Copenhagen Jazzfestival. Og da hun søndag aften gjorde det igen-igen – med en koncert i Koncerthusets store sal – fornemmede man klart, at det skyldes, at hun elsker både byen, befolkningen og festivalen. Hun har simpelthen en forkærlighed for København og sit danske publikum.

Festivalen havde på forhånd proklameret, at så godt som alle udbudte billetter var solgt, og det kunne man jo tage som udtryk for, at kærligheden er gengældt. Men det stod ikke denne anmelder klart, hvorfor der ikke var blevet solgt billetter til de forskudte publikumsafsnit bag sangeren, hvor der kunne have siddet yderligere et par hundrede mennesker. Intet i Dianne Reeves attitude angav, at hun havde frabedt sig øjne i nakken.

Nuvel. Alle publikumsafsnit foran scenen og umiddelbart ud til siderne var tæt besat, og derfor må det også – alt andet lige – have lignet en udsolgt sal fra scenen. Og de stående ovationer efterlod ingen tvivl: Publikum elskede den optrædende.

Koncerten åbnede ganske vist med et instrumentalnummer af kvartetten, pianisten Peter Martin, guitaristen Romero Lubambo, bassisten Reginald Veal og trommeslageren Terreon Gully. Og det var et godt træk. Både fordi det skærpede en forventningens glæde – hvornår kommer divaen mon ud ad sidedøren – dels fordi det gav et klart indtryk af, hvor godt et band, Dianne Reeves faktisk havde med sig. Især Martin og Lubambo viste sig i løbet af koncerten at have ekvilibristiske evner. Men nok så væsentligt: På intet tidspunkt i løbet af koncerten, der strakte sig over et par timer, skyggede de – trods deres åbenlyse evner – for stjernen, som entrerede efter seks-syv minutter til et bragende bifald.

Dianne Reeves virkede mærkelig uoplagt i starten. Numre som Stormy Weather og The Tale of the Wild Rose fik ikke den højde, de burde have haft. Men da hun, vanen tro, kastede sig ud i scat, skete der noget. For scat mestrer hun.

Scat er en måde at synge på, hvor sangeren improviserer en melodi, som ved instrumentalsoloer. Teksten, der improviseres frem, består af vrøvlestavelser som Bee, Ba, Boo og er blandt andet blevet brugt af Ella Fitzgerald.

Dianne Reeves nævnes ofte som arvtager til Ella Fitzgerald. Blandt andet på grund af hendes evner indenfor scat.

Dianne Reeves første scat søndag aften var iklædt tangoens gevandter. Og måske var det dét – det latinske temperament – der gjorde, at det hele pludselig løftede sig. Det var som om Dianne Reeves’ uoplagthed forsvandt eller blev transformeret til det modsatte i og med det drama, der udspillede sig i hendes scat. Resten af koncerten løftede sig til et niveau, hvor sangerinden selv helt åbenlyst havde svært ved at forlade scenen. For pludselig swingede det. Pludselig var der noget mellem musikerne på scenen og publikum, der gav det hele en vertikal dimension.

Nummeret Our Love Is Here To Stay – akkompagneret alene af Lubambo – og I Don’t Wanne Wait In Vain For Your Love – akkompagneret af hele kvartetten var på et niveau, som gjorde, at man kunne forstå, hvorfor Dianne Reeves kaldes dronningen af amerikansk vokaljazz.