Koncertanmeldelse på netmagasinet gaffa.dk
Hvis man havde indløst billet til Branford Marsalis i den tro, at man skulle høre ”The Sound of New Orleans” – sådan som Pressens program under jazzfestivalen proklamerede – så blev man skuffet. For dét var det ikke, man fik.
Helt sikkert var det, at Branford Marsalis selv var forundret over at skulle optræde under den betegnelse. Da Marsalis og hans tre sidemen kom ud på scenen for at spille et enkelt ekstranummer, ironiserede han med en slet skjult irritation (som fulgte en slet skjult irritation over, at han var blevet indlogeret på et elendigt hotel) over fænomenet, idet han kommenterede plakaten og tilføjede, at så skulle vi selvfølgelig få noget ”Sound of New Orleans”. Herefter spillede kvartetten en teknisk habil, men også meget firkantet udgave af folkesagen St. James Infirmary. Og med den sluttede en koncert, som var startet et helt andet sted. Med et stykke skrevet af den medbragte pianist Joey Calderazzo.
Stykket, der hed The Mighty Sword, kunne måske i al stilfærdighed genrebetegnes som modern / contemporary jazz. Men i virkelighedens verden var det et uhyre hæsblæsende stykke, der også kunne tolkes som en aggressiv kommentar til den sene opdagelse af, at man var blevet placeret på et for dårligt hotel og lanceret under en misvisende etikette. (Det er muligt, at dét er en overfortolkning og ikke er udtryk for kapelmesterens eller kvartettens bagvedliggende tanke, men sådan kunne man fortolke stykkets forløsning: Kvartetten slog sig i tøjret). The Mighty Sword var up-beat i en uhyre sjælden grad.
Den tæt byggede Calderazzo selv angreb klaveret, som var han en frygtløs bryder, der vidste, at han kun havde få øjeblikke tilbage, hvis han skulle sikre sig mod et pinligt nederlag. Den lige så tæt byggede Justin Faulkner angreb trommerne, som var han omgivet af livstruende insekter, der i hobetal og fra alle sider nærmede sig. Branford Marsalis selv understøttede i momenter indtrykket, når han trådte frem på scenen med sin saxofon. Kun bassisten, Eric Revis, fremstod som ramt af ro – om end også han formåede at følge tempoet.
Så godt som hele koncerten – bortset fra ekstranummeret – fulgte det koncept. Så godt som. Selv et nummer som Cheek To Cheek fik med kvartetten tilsat hastighed.
Momentvis tænkte man, at hastigheden og voldsomheden var så markant, at det var som om koncerten for orkesteret snarere handlede om teknik end kunst. Men i andre momenter stod det klart – bl.a. takket være Calderazzo og Faulkner – at det faktisk var kunst, der foregik på scenen. Ikke bare sport.
****
Comments are closed.