Becca Stevens: Det Kgl. Teaters Gamle Scene

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

Koncertanmeldelse på netmagasinet gaffa.dk

I forhold til alle jazzfestivalens tidligere koncerter på Gamle Scene i år, var det en anden stil, der satte sig igennem torsdag aften – såvel på scenen som blandt publikum.
På scenen befandt Becca Stevens sig  længere fra jazzen som genre end nogen af de andre kunstnere, der havde optrådt på selvsamme scene i løbet af ugen. Becca Stevens musik var i sig selv en udfordring af de mere ubehagelige!
I salen befandt publikum sig længere fra det, man måtte kunne forvente af et publikum i et kongeligt teater, end noget publikum tidligere på ugen havde gjort. Stilen på stolerækkerne var torsdag aften kommet urimeligt meget tættere på skurvognens end hoffets.
I den forstand udviklede aftenens første koncert – den første af to koncerter på Gamle Scene torsdag aften, hvor den anden var med Medeski, Martin & Wood – et egentligt ubehag, som for denne anmelder udløste overvejelser om, hvorvidt man var ved at blive for gammel, for konservativ, for forstokket. Irritationen gærede lige under overfladen.
Eneste formildende omstændighed – hvis man kan sige det sådan – var, at irritationen helt åbenlyst også gærede lige under overfladen hos mange andre.
Lad os tage publikum først. Der var – for en gangs skyld – langt fra udsolgt til en af ”concert hall” koncerterne. Faktisk var der rigtig mange tomme sæder både på parkettet og på balkonerne.
Man fik det indtryk, at mange – frivillige, håndværkere, solstegte gæster – var blevet lukket ind for dog at udfylde nogle af de mange tomme sæder. Og man fik det indtryk, at mange af dem havde fået en øl stukket i hånden som en anden form for bestikkelse. Til trods for teaterets traditioner – og til trods for, at der bag på alle billetter udtrykkeligt står: ”Mad og drikkevarer må ikke medbringes i teatret” – indtog flere ”voksne” mænd, tydeligt udgjorde slæng, parkettet med flaskeøl i den ene hånd og peanuts i den anden. I løbet af koncerten kedede de sig tydeligt, udvekslede sjove bemærkninger, rejste sig eventuelt og gik, faldt i søvn i sæderne eller hengav sig til lydløs kommunikation på deres smartphones.
Adfærden var ganske enkelt upassende og uanstændig i et kongeligt teater!
Noget andet er så, at Becca Stevens ikke tilnærmelsesvis formåede at fange de uanstændiges – eller for den sags skyld andres – opmærksomhed. Jo, måske nogle enkeltes. Men helt generelt var hun simpelthen forufokuseret og for kedelig. For stor en udfordring. Hun og hendes musik skabte grobund for irritation og rastløshed blandt publikum.
Uanfægtet af publikums adfærd i øvrigt, forstod denne anmelder, at Becca Stevens musik – som i størstedelen af tiden udløste et egentligt ubehag – affødte et så ringe bifald, at der eksempelvis ikke blev klappet ind til noget ekstranummer.
Koncerten sluttede brat. Uden ekstra numre. Og det var der mange blandt publikum – denne anmelder inklusive – der var godt tilfredse med!
En ting var, at hun fra scenen kom med den formastelige oplysning, at hun ikke kunne tale ”Dutch”. Noget andet var, at hendes musik i sig selv fremstod så rodet og skæv, at den fremkaldte ubehag.
Musikken var folk med et islæt af irsk tradition, bygget op omkring Becca Stevens eget guitarspil, men især båret af hendes papirtynde lead-vokal, som ­– indledningsvist – kun lod sig ane. Hendes sang blev suppleret af to af hendes sidemens irriterende, lyse, næsten skingre vokaler, som ikke var unisone.
Ikke bare var de tre vokaler ikke unisone, Becca Stevens ramte også momentvist nogle falske toner og dét – kombineret med, at så godt som alle tiltag i retningen af at skabe noget smukt og melodisk – gjorde, at hvert eneste nummer nok fremstod særegent, men også uskønt.
Sangene mindede – i kraft af de samtidige vokaler – om det, man kender fra eksempelvis Kings of Convenience og et nummer som 24-25. Sangene var blot i Becca Stevens tilfælde tilført de konstante knæk, som gjorde, at man som publikum havde svært ved at finde ind til glimt af melodier og glimt af skønhed.
Det var som om, Becca Stevens og hendes sidemen ikke var interesseret i konceptet: At en sang, som en anden fortælling, kan have en start, en midte og en slutning.
Eneste nummer, der tilnærmelsesvist fungerede var versioneringen af The Smiths’ There is A Light That Never Goes out. Ellers fremstod koncerten som fire musikeres forsøg på – fra hver sit ringhjørne – at angribe og øve mest mulig skade på alle musikstykker midt i ringen.
**

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

Comments are closed.