Den jødiske forårskoncert tirsdag aften – mødet mellem Avi Avital og Omer Avital – blev noget af et tilløbsstykke. Og det af gode grunde, skulle det vise sig. Den musik, de to jødisk / marokkanske venner foldede ud, var nemlig af så enestående høj kvalitet, at man bare ønskede, at flest muligt fik mulighed for at lytte med. At der var trangt på bænkene var således glædeligt.

Avi Avital er klassisk uddannet, men kaldes ikke desto mindre mandolinens svar på Jimi Hendrix. Han er virtuos, en ekvilibristisk kunstner uden antydning af tekniske hindringer i sit spil. Hans landsmand, Omer Avital, er rytmisk uddannet og har igennem de sidste år etableret sig på jazzsenen i New York med et blødt og groovy spil på sin kontrabas og sin oud. De to mødte hinanden for år tilbage på konservatoriet i Jerusalem, faldt for hinandens tilgang til musikken, men skabte sig alligevel to tilsyneladende uforenelige karrierer – den ene indenfor klassisk musik, den anden indenfor jazz. Ikke desto mindre har deres venskab bredt sig til deres musik – på tværs af deres respektive genrer. Derfor Avital Meets Avital.

Konstellationen består imidlertid ikke bare af de to venner. Men også af jazzpianisten, Omer Klein, og world-percussionisten, Itamar Doari. Og alle fires genremæssige afsæt afspejler sig i den musik, Avital Meets Avital spiller. Musikken er således et dragende miks af stringent klassisk musik, improvisatorisk jazz, folkemusik og roots (eller verdensmusik, om man vil). Og vel at mærke på den organisk formfuldendte måde, som i virkeligheden ophæver behovet for at fastholde talen om genremæssige skel.

Koncerten åbnede med det jazzede worldnummer, Zamzama, fortsatte med den gribende ballade, Lonely Girl, og gik derfra over i det mere traditionelt folkede nummer, I’m Moroccan. Siden fulgte gribende numre som Shalom Aleichem, Ballad Alaliog España. Alle – uden undtagelse – forløst på fremragende vis, om end denne anmelder især lod sig overvælde af balladerne.

To sæt af fem numre, det var, hvad det blev til. Og ikke ét nummer faldt igennem. Ikke ét var for meget. For musikken var strålende og musikerne engagerede, begejstrede og netop strålende. Og dét – den oprigtige glæde ved musikken og den faktiske kunnen – gjorde altså udslaget. Man blev, som publikum, suget ind i glæden ved musikken. Det forekom så at sige helt naturligt, at en ældre, spinkel kvinde gik op ad midtergangen, tæt op til musikerne og her lod sig rive med i en – om end arytmisk – dans.

Desværre har kvartetten endnu ikke indspillet et album, men tjek eventuelt YouTube og Avital Meets Avitals nummer, Lonely Girl, og du får en meget klar fornemmelse af, hvad der var på færde i synagogen.

*****