Darkness Falls: Outdoor Stage, Trailerpark Festival 2014

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

Darkness Falls er en dansk duo bestående af sangerinden Josephine Philip (JaConfetti, eks-Favelachic m.fl.) og bassisten Ina Lindgreen (eks-Favelachic). Duoen, der i sin tid blev “opdaget” af Trentemøller, scenedebuterede for fire år siden netop på Trailerpark (under navnet The Josinea Room), og siden er det blevet til et enkelt album, Alive In Us, og en god håndfuld sceneoptrædener, blandt andet på Spot Festivalen.

Ina Lindgreen har i et interview sagt, at duoen er ”fascineret af en gammel 60er lyd, surf og riffbaseret musik”. Og det er da også dén fascination, der – på en bund af elektroniske soundscapes – udgår fra duoen. Dens musik er ”genkendelig”, emmer lidt af Dum Dum Girls, Mazzy Star og Portishead og emmer af de musikalske sammenstød, som referencerne indikerer. Dens musik har i det hele taget noget stemningsfuldt, inciterende over sig.

Det vil de fleste af dem, der stod i Trailerpark Festivals Outdoor telt fredag aften nok være enige i. Duoen havde på festivalen back-up af en trommeslager, og dét fungerede. De mørke toner, den bløde vokal og oplægget til fest blev understøttet virkelig godt af trommernes hårde beats.

Har Darkness Falls tidligere haft problemer med at nå ud over scenekanten, var det ikke tilfældet fredag aften. Den lille intimscene, som Outdoor teltet udgør, var et eminent match. Teltet var pakket – åbenlyst med forventningsfulde fans, men også andre – og en sprudlende Josephine Philips nåede i den grad ud over scenekanten, helt ud under teltdugen til de mere magelige publikummer, som opholdt sig under åben himmel. Mange af Josephine Philips’ / duoens mest dedikerede fans foran scenen sang med på nummeret Hey og ikke bare på det. De lod sig helt åbenlyst smitte af Josephine Philips’ energi, hendes næsten hypnotisk dragende vokal (og optræden) og musikkens pågående beat. Selv om duoens anden halvdel, Ina Lindgreen, under hele koncerten fremstod mere anonym, var det fuldt fortjent, at duoen høstede en så intens hyldest. Kraften og nærværet i dens musik var netop hypnotisk.

****  /  Også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 0
  • Share