Asif Kapadia: Amy

Please follow and like us:

  • 6
  • Share

FILMANMELDELSE    Det, at Asif Kapadias dokumentarfilm om den afdøde, britiske sangerinde med den helt usædvanligt store stemme slet og ret hedder Amy, indikerer på forhånd en form for nærhed, tæthed og intimitet. Og det er fint, for den anerkendte, indisk/engelske instruktørs helt usædvanlige dokumentarfilm om Amy Winehouse giver lige netop sin seer dét: et overraskende nøgent og direkte billede af den (på sin vis) helt almindelige London-pige, der blev en stofafhængig, paparazziforfulgt verdensstjerne; et nøgent, direkte og musikalsk vue ud over hendes alt for korte, fatalt selvdestruktive liv; og et overraskende nøgent, direkte og musikalsk vue ud over hendes helt usædvanlige udviklingsproces som kunstner.

Hun blev kun 27 år. Lavede to fremragende studiealbum. Modtog et hav af priser. Men levede et hårdt liv og døde i juli 2011 af alkoholforgiftning.

Dokumentarfilmen om Amy Winehouse består for en stor del af private videooptagelser og stillbilleder: af familiens og ungdomsvennernes film og billeder; af den først amatørmanagers amatøristiske videooptagelser; men naturligt nok også af kendte og mindre kendte klip fra både amerikanske og europæiske TV-stationer og fra film og koncertoptagelser. Men vægtningen mellem det ukendte og kendte, private og professionelle – kombineret med dét, at alle interviews i Amy (med familiemedlemmer, venner, nærtstående, musikere og branchefolk) er offscreen, mens man ser levende billeder, der får karakter af reportage – gør, at man som seer netop føler, at dokumentarfilmen kommer nær ved og tæt på, helt ind i det intime.

Men nok så væsentligt: Portrættet af Amy er loyalt og gribende, ikke udstillende. Ikke sandhedssøgende, men afsøgende. Ikke ukritisk, men heller ikke insisterende på én tolkning af sammenhængen mellem Amys opvækst, hendes værk og hendes selvdestruktive deroute som voksen. Og dét er prisværdigt. Kapadia antyder nogle mulige sammenhænge, men netop også kun det. Derfor – og fordi sangerindens talent er så uendelig stort, og hendes historie har en så ulykkelig udgang – bliver dokumentarfilmen om Amy Winehouse uafrystelig.

Som dokumentarfilm betragtet er Amy simpelthen et mesterværk! Det er imponerende, så god Kapadia har været til at indsamle materiale og forvalte det. Og det er – for genren – fascinerende at se og høre hans valg af framing og klipning. De valg rummer i sig selv en veludviklet musikalitet. Kapadia har simpelthen lavet et originalt og eminent godt stykke formidlingsarbejde.

Amy Winehouse’ kvaliteter som sanger (og sangskriver) er evidente. Hun havde, som flere andre sangere siger i dokumentarfilmen: kant og en ægte, emotionel tilgang til musikken. Filmen understreger de kvaliteter – også i kraft af framing og klipning. Når man ser Amy Winehouse i Abbey Road Studiet i London tage tilløb til indspilningen af Body And Soul med Tony Bennett; når man ser hende som helt ung synge What Is It ’bout Men på North Sea Jazzfestival i Rotterdam (her synger hun, som var hun en gammel stemme i en ung krop); eller når man ser hende i Los Angeles skabe nyt sammen med produceren Salaam Remi, så ser man en ægte kunstners fascinerende udviklingsproces.

Men samtidig… når man ser Amy Winehouse gå i symbiose med den dekadente kæreste, Blake Fielder-Civil; når man ser hende (sammen med ham) gå til i stof- og alkoholmisbrug; når man ser hende gå i stykker, når han skrider eller bures inde; når man ser hende på enhver måde brænde sit lys i begge ender. Og tidligere i livet: Når man hører, at hun tidligt måtte flytte hjemmefra, fordi hun ”havde problemer derhjemme”; når man hører, at hun som teenager uden konsekvens orienterede sin mor om, at hun var bulimiker; når man hører, at hendes far svigtede og faktisk ikke var der (eller måske oven i købet var der på en forkert måde); når man hører, at hun allerede som 14-årig begyndte at få antidepressiv medicin; når man hører om det komplicerede forhold til faderen, som endelig dukker op, da hun begynder at tjene penge, og som herefter bliver en central figur i ”forretningen” Amy Winehouse; når man ser hende, clean, blive oprigtigt glad for sine fem Grammy’er for albummet Back to Black og hører veninden fortælle, at Amy bare kedede sig, fordi hun var clean; når man efterfølgende ser berømtheden – gang på gang – blive hylet ud af den på grund af paparazzierne nådesløse jagt på sprækker i overfladen, så lider man med hende.

Filmen berører i sjælden grad. Og slår sig netop ikke op på at sige sandheden endsige hele sandheden.

******  /  Dokumentarfilmen også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk og i printmagasinet GAFFA

Please follow and like us:

  • 6
  • Share