Andrew McAnsh: Illustrations

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

Af et debutalbum at være er canadiske Andrew McAnsh’s Illustrations overrumplende godt. Jazztrompetisten er ganske vist ikke en novice – sideman, som han har været, for koryfæer som Jack DeJohnette, Kurt Elling, Terence Blanchard, Joe Lovano og Dave Holland m.fl. – men alligevel overraskes man af den slagkraft og styrke, der er i de næsten zen-buddhistiske kompositioner, der er skrevet i Japan som en hyldest til amerikanske Kenny Wheeler. De ti instrumentale stykker musik er som opdagelsesrejser i sind og sjæl, tanker og bysamfund. Og de fremføres alle med pondus af et stort orkester med varierende sammensætning. Fremherskende i lyden er blæserne: Andrew McAnsh’s trompet og flygelhorn foruden Jeff Larochelles tenorsaxofon og P.J. Anderssons trombone. Også pianisten, Chris Pruden, og trommeslageren, Ian Wright, indtager dog centrale og gennemgående positioner. Når hertil lægges bas, guitar og vokal (i form af nynnen) har man fundamentet for en god, iørefaldende, dybt fascinerende og højest moderne jazzmusik, som helt gennemgående er vel turneret og medrivende.

****  /  Eget selskab  /  56 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share