Hendes koncert i Tivoli torsdag aften havde ikke samme magiske karakter, som den hun gav i 2015 i DRs Koncertsal. Og dét kan jeg forholde mig til på en af to måder: 1) Det var simpelthen for ærgerligt og utilfredsstillende eller 2) hvis det var bundniveauet, tydeliggjorde koncerten, at hun er et talent af sjælden styrke.

Der er ingen tvivl om, at hun er en enestående singer-songwriter, ingen tvivl om at hun kan eje en scene og både retorisk, musisk og scenisk holde et publikum i sin hule hånd. Det gjorde hun torsdag, som hun gjorde det sidste år. Men for en garvet lytter blev det også tydeligt, at hun kan henfalde til en form for automatisme og genbrug af anekdoter og virkemidler – hvilket egentlig ikke er så underligt, hendes mange koncerter taget i betragtning. Men hvor alt, hvad hun sagde og gjorde i 2015, virkede autentisk improviseret, leveret fra hoften og perfekt koreograferet, virkede koncerten torsdag aften som lettere automatiseret, med gentagen genbrug af anekdoter (f.eks. om den nøgne og meget begejstrede Melody Gardot på balkonen i Paris) og virkemidler (f.eks. det med inddragelse af publikum i sangen), og dermed blev det hele en anelse klichefyldt.

Stadig, bundniveauet er uhyre højt. Og jeg tror hende, når hun fortæller om sin oplevelse af Chet Baker, og hans udgave af ”You Don’t Know What Love Is” – et nummer som hun selv sang til perfektion, super slow, drævende, smukt og inderligt. Jeg tror hende, når hun i sit eget nummer, ”Bad News”, sammen med nogle i øvrigt meget, meget dygtige musikere, leverer en svedig sydstatsblues. Og jeg tror hende, når hun med pondus går til et nummer som ”Preacherman”. Men… når det hele får karakter af noget effektivt, indstuderet og afprøvet, taber det hele også højde og nerve. Og dét skete torsdag aften, i et næsten udsolgt Tivolis Koncertsal.

*****  /  Koncert også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk