Jan Harbeck Live Jive Jungle: Elevate

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

Den danske tenorsaxofonist, Jan Harbeck, er efterhånden blevet det, man kan kalde en etableret, rutineret jazzmusiker. Men det skal tilføjes, at han også er et nysgerrigt væsen, en musiker der er åben for nye impulser og indtryk. Og netop dén kombination af rutine og nysgerrighed giver hans musik med Live Jive Jungle et groove, et drive, en gnist, der er medrivende. Elevate er det: medrivende musik. Udvundet i grænselandet mellem jazzen, funken og beatmusikken. Et grænseland, som Jan Harbeck bevidst har villet udforske og udvinde i. Den instrumentale musik, som hans udforskning og fund har mundet ud i, er energisk, ekspressiv og flot forløst i et organisk samspil med Thor Madsen (el-guitar), Jeppe Skovbakke (el-bas) og Peter Leth (trommer), og giver sine steder associationer til 1970’ernes psykedelisk musik, samtidig med at den er så up-to-date, som man kan forestille sig. I den forstand favner Jan Harbeck både det retrospektive og samtidige, og de tre nævnte genrer, der mikses på fanden-i-voldsk vis.

****  /  Stunt Records  /  47 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share