BOGANMELDELSE Der er to ting, der grundlæggende irriterer mig som læser af denne vist nok velmenende bog.

Den ene ting er, at præmissen for bogen er uklar – både for skribenten og læseren. Er der en politisk hensigt med bogen? En journalistisk ambition? Jeg ved det ikke, selv om jeg har læst alle 432 sider godt og grundigt. Skribenten har helt åbenlyst ikke besluttet sig herfor – hverken under sin research eller under den følgende skriveproces. Selv forlagsredaktøren har ikke besluttet sig herfor eller formået at sikre en stringens, der kunne tydeliggøre præmissen.

Den anden ting er, at aktørerne, som læseren undervejs præsenteres for, ikke rigtigt aftegner sig som rigtige mennesker af kød og blod – trods bogens mange detaljer. Bogen fremstår umiddelbart som en reportage, men hvem er hovedpersonen? Er det fortælleren? Hans alter ego, Vahid? Eller hele den flygtningestrøm, der rammer Europa? Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke engang, hvad bogen handler om! Og dét irriterer mig selvfølgelig under læsningen.

Overfladisk set ved jeg naturligvis godt, hvad Vahid handler om: en fingeret flugt op igennem Europa, fra græske Lesbos til danske Sandholm, sammen med blandt andre syriske, kurdiske, irakiske, iranske og afghanske flygtninge. Men med hvilken hensigt?

For at bringe læseren tættere på disse flygtninge? For undercover at skildre myndighedernes håndtering af strømmen af flygtninge? Eller for at bidrage til den i forvejen politiserede debat om flygtninge versus migranter? Helt ærligt. Jeg ved det ikke. Og skribenten (og forlagsredaktøren og forlagets PR-afdeling) hjælper mig ikke.

Vahid er aldrig ”for alvor” en del af flygtningestrømmen, for han kan til enhver tid stå af, hive sit danske pas frem og bekende national kulør. Han er kun iagttager, aldrig ”for alvor” en del af en gruppe – i modsætning til de andre flygtninge, der har venner i flokken. Han er undercover, fortæller han nogle få, men han mistænkes af flere andre flygtninge for at være spion – en, der potentielt kan skade deres asylsag! Han frygter af samme grund, at han kan blive udsat for et overfald – på grund af mistanken. Og derfor er han aldrig andet end en ensom iagttager (og reporter) med muligheden for eksempelvis at tage hjem og få et bad, da han sammen med andre flygtninge endelig ankommer til Hovedbanegården i København (før han genoptager sin ”rejse” og henvender sig i Sandholm).

Der er endda noget skizofrent over forfatterens måde at beskrive sig selv på. Hele bogen er skrevet i første person ental. Men for eksempel skriver jeg-fortælleren, Kristian Husted, på et tidspunkt: ”Jeg tager hue på, når jeg forlader værelset (på Center Havneskolen i Rødby, red.), selvom det er meget varmt på skolen. Den kan Vahid gemme sig lidt under.” Et andet sted: ”Vahid ryster på hovedet og trækker på skuldrene. Jeg tænker i mit stille sind, at de mange mennesker og den dårlige organisering vil gøre det nemmere for mig at slippe ubemærket igennem.” Og et tredje sted: ”Jeg bemærker, at Vahids flugt – eller var det bare en udflugt? – stadigvæk sidder i kroppen på mig.”

Sidste citat indkredser meget godt problemet. Man kan ikke som læser finde ud af, om Kristian Husteds forehavende er en flugt eller udflugt. Skizofrenien bliver endda endnu tydeligere andetsteds i bogen – da han med flygtningestrømmen er på vej mod den slovenske grænse:

 ”Vi er kommet i et modsætningsforhold, Vahid og jeg. Jeg er bange, og Vahid er utålmodig. Han vil skynde sig, have bussen til at sætte farten op, så han kan nå frem, inden Tyskland begynder at sende folk retur. Jeg vil stå af, sænke farten, bakke ud, flygte… Hvis Vahid bliver standset ved den slovenske grænse, risikerer han at blive sendt til Iran. Eller til Serbien. Eller i detentionslejr. Og jeg? Kunne jeg ikke bare trække trumfkortet og fremdrage mit danske pas, som sidder tapet fast til mit maveskind under Vahids bæltetaske? Jo, det kunne jeg. Men ville slovenerne acceptere det? Ville man godtage mine forklaringer midt i en undtagelsestilstand? Passet kunne være falsk eller stjålet.”

Stadig tror jeg, at Kristian Husteds bog er velmenende. Men den er ikke velskrevet. Præmissen er ikke klar. Bogen er for lang. Og alt det er rigtig ærgerligt, eftersom der er mange gode grunde til i detaljer at skrive reportager om det, der i nyere tid har udløst en af de største politiske kriser i Europa.

*** / Forlaget Lindhardt og Ringhof / 432 sider