Johannes Anyuru: De vil drukne i deres mødres tårer

Please follow and like us:

  • 6
  • Share

BOGANMELDELSE    Johannes Anyuru er en af de mest bemærkelsesværdige, nyere svenske forfattere med dobbelt national identitet. Hans mor er fra Sverige, hans far fra Uganda. Selv er han født i Sverige i 1973 – men han er altså mørk i huden, og dét sætter sit præg på hans bøger, hvilket i sig selv er bemærkelsesværdigt, i Sverige.

Johannes Anyuru romandebuterede i 2003 med Det är bare Gudarna som är nya (dén er endnu ikke udkommet på dansk), fik sit store gennembrud i 2012 med to’eren, En storm kommer fra paradiset (dén udkom på dansk i 2013) og nu foreligger så hans tredje roman, De vil drukne i deres mødres tårer (der udkom sidste år i Sverige og nu altså også i Danmark). Dén roman har i Sverige både modtaget anmelderroser og priser – herunder den prestigiøse August-Pris – blandt andet på grund af dens litterære dimensioner og sproglige raffinementer, men sikkert også på grund af dens dystopiske skildring af en skræmmende, men absolut potentiel, politisk fremtid i et Sverige, der nu også bliver ramt af populistiske vinde.

Romanens først 50 sider er udformet som en ligefrem og ret ordinær spændingsroman. I dén del af romanen stifter læseren bekendtskab med tre unge, hætteklædte muslimer – to mænd og en kvinde, som iført bombebælter begiver sig ind i en tegneseriebutik, hvori der netop da afholdes et møde med deltagelse af en karikaturtegner, der – i de tres optik – har nedgjort profeten Muhammed og religionen Islam. De tre unge tager tegneren og alle andre tilstedeværende som gidsler, truer dem med død og ødelæggelse og live-streamer alle deres tiltag på og fra stedet – i Islamisk Stats navn. Men noget går galt. Der opstår uenighed to af de tre imellem om, hvorvidt karikaturtegneren skal have halsen skåret over. Der bliver skudt. Den unge kvinde skyder den af de unge mænd, som agter at skære halsen over på karikaturtegneren. Og herefter sker der meget på ingen tid. I sidste ende overlever kun én af de tre – den unge kvinde, som (skal det vise sig) er romanens hovedperson.

Længe tror jeg, at romanen har flere hovedpersoner, og det skyldes især de mange skiftende synsvinkler, som både er med til at gøre romanen mere irriterende og litterær, mere kompleks og insisterende.

Den unge kvinde er måske blevet sendt tilbage fra fremtiden, måske blevet et offer for en ny form for medicinsk hjernevask, decideret tortur, måske er hun belgier, måske er hun svensker. Under alle omstændigheder har hun selv medvirket i udøvelse af terror, og nu er hun indbegrebet af en ”Sverigesfjende” – et begreb som stadig ofte anvendes i det nye, svenske samfund, som begynder at tegne sig; et samfund, hvori man – hvis man f.eks. som de tre unge er mørklødede muslimer – skal bestå en ”statsborgerskabsprøve” for frit at kunne opholde sig i landet; tilbagevendende skal underskrive en ”statsborgerkontrakt” for at være svensk og frit kunne opholde sig i landet; et samfund, hvori man vilkårligt vil kan blive udsat for ”forhør” af almindelige mennesker, som stadig oftere grupperer sig i selvbestaltede, paramilitære enheder og uniformerer sig som såkaldte ”Ridderhjerter”; et samfund, hvori politikere i stigende grad taler om opbygning af flygtningeopsamlingslejre i Tyrkiet og Ukraine som et værn mod uønsket indvandring i Sverige; et land hvori fordomme og frygt kombineret med selvfedme og vrede er blevet fremherskende og nu sætter sit præg på alt og alle – især de, der befinder sig i samfundets kant alene i kraft af deres etnicitet, religiøsitet og/eller nationalitet. Det er et samfund, hvori moskeer f.eks. for at opretholde deres religiøse praksis må lade deres gængse koraner udskifte med nye svenske med blågult omslag og ændringer i de vers, der handler om krig, om forbuddet mod renter og om forholdet mellem mænd og kvinder. Det er et samfund, hvori nogle ”blev udslettet, fordi der gik en sprække lige gennem Sverige.” Et samfund, hvori ”sproget var gået fra at være en gave fra Gud til at blive Djævelens værktøj.” Et samfund, hvori der naturligt nok var mennesker, der var ”bange for myndighederne, bange for banken, bange for naboerne” – men vel at mærke ikke ramt af en angst, der var et levn fra et oprindeligt hjemland, men en angst, der hørte til deres nuværende hjemland, Sverige. Et land, hvori ”Sverigesfjender” indsættes i en ”Kaningården” – en ”lejr” opdelt i zoner alt efter sikkerhedsklassificeringer, men hvori der – næsten som i George Orwells roman, 1984 – kun bor folkefjender, der overvåges og forflyttes alt efter deres evne til at tilpasse sig, acceptere og i sidste ende bifalde og hylde de svenske traditioner, det svenske sprog, det svenske folk og det svenske samfund.

Det bliver – efterhånden som man får sig læst ind i romanen – svært at orientere sig. Hvem siger hvad? Er vi i nutiden? Er vi i fremtiden? Er vi i virkeligheden eller ikke i virkeligheden. Men i dét felt støder man igen og igen ind i betydningsladede sætninger som:

”Vi var født i Sverige uden at være svenskere, og det havde gjort os uvirkelige. Jeg vidste, at vi kun ville blive virkelige igen ved at dø.” Og som: ”Der var lys i vores stuevindue. (…) Da jeg gik hen og kiggede ind, blev jeg næsten overrasket over at se en svensk familie sidder derinde i stedet for min mor og far og mig. (…) Jeg var et minde, en flygtning.”

Sindelagskontrollen gør romanen ildevarslende. Mere ildevarslende end terroren, vil jeg hævde. Især fordi man allerede i dagens virkelige Sverige (og Danmark) aner konturerne heraf. Men romanen er også irriterende, fordi den er unødigt kompleks og mystificerende. Ikke desto mindre – læseværdig og bemærkelsesværdig.

****  /  Forlaget Gyldendal  /  344 sider  /  Også anmeldt i tidsskriftet CULTURES

Please follow and like us:

  • 6
  • Share