“Det er ikke nok at tale, vi skal turde”… Interview med Kristina Holgersen

Please follow and like us:

  • 6
  • Share

INTERVIEW Som sangerinde er hun en storyteller. Men hun er meget andet og mere end det. Hun er også i kraft af sin position som formand for Statens Kunstfonds Legatudvalg for Musik en kulturpolitisk magtfaktor – talsmand for en støtteordning, som både skaber glæde og vrede (alt afhængig af om den enkelte ansøger får støtte eller afslag) og politisk med- og modvind (Dansk Folkeparti har f.eks. længe ytret ønsker om at få Kunstfonden nedlagt).

Jeg møder Kristina Holgersen i hendes lejlighed på Islands Brygge i København og fornemmer straks, at det er engageret menneske, der tager imod mig. Ikke bare en sanger og sangskriver, der netop har udsendt et nyt album (med sange som blandt andet handler om det at flytte fra sin barndoms flække i udkants-Danmark, via Aarhus til København; og om det at modnes), men også en engageret meningsdanner – hvad kunst og kultur angår.

Efter få indledende manøvrer og indtagelse af den første, stærke kop espresso, tager jeg fat om nældens rod og spørger hende, hvad hun pt. opfatter som kunstens og kulturens – især musikkens – største udfordring. Hendes svar kommer uden den store tøven – men efter, at hun med en smule omtanke har rangdelt de udfordringer, hun øjner:

Kunstens største udfordring

”Alle tænker i udstrakt grad på egen overlevelse. Det er den største udfordring i branchen i dag. For i det bor der en selvtilstrækkelighed, og den hersker i alle led: blandt kunstnere, pladeselskaber, spillesteder, institutioner og organisationer – blandt andet som konsekvens af de tilbagevendende 2-procents-besparelser, som rammer kulturinstitutionerne hårdt i disse år. Alle deltager i den optrappede kamp om positioneringen, og det koster altså kræfter konstant at markedsføre sig selv – især i en tid, hvor alt er blevet målbart og offentligt tilgængeligt: antal følgere, likes, afspilninger, besøgstal og lignende.”

”Det, at alt er blevet målbart, må vi nok leve med, men det har den konsekvens, at det værdibaserede og strukturelle er trådt i baggrunden. Og dét må vi ændre!”

”Jeg siger ’vi’ med vilje. For jeg og andre kan igangsætte noget, men det er en bevægelse mod et fællesskab, et ’vi’, der er brug for: hvor vi har overskud til at lytte og skabe sammenhæng, så kunsten og kulturen kan udvikle sig og føre nye visioner med sig.”

”Kunst- og kulturlivet i Danmark består af både kompetente og velmenende aktører, men det er ikke nok i fælleskab at kunne sige, at kunst er vigtig. Vi skal alle turde ofre noget, glemme os selv og reformere os selv.”

Hvor er venstrefløjen henne?

Nogle dage efter samtalen i køkkenet på Islands Brygge, sender Kristina Holgersen mig en lang SMS. Hun har tænkt videre:

”Den største kulturpolitiske udfordring er nok i virkeligheden, at der ikke findes et reelt, positivt gennemtænkt og ambitiøst alternativ til den herskende, polariserende tænkning i kulturelite versus folkelighed. Hvis jeg var i partipolitik og til venstre for midten, ville jeg se det som helt essentielt at formulere en ny, ideologisk kulturpolitik, som spiller ind i vores virkelighed i dag. Det vil sige en redefinering af, hvad dannelse er i 2019. Ikke en henvisning til 1964 og Bombolts visioner, men en videreførelse af Bomholt, om man vil – en fremadrettet forestilling om, hvad kunst og kultur skal i en verden, hvor folk ikke vil belæres, men opdage noget, ses og mødes, hvor de er. Dét er en udfordring, og dét kræver en dialog, aktørerne imellem, hvis vi skal gøre os fri af hurtige enkeltsager og formulere et mere seriøst og ambitiøst alternativ.”

”Jeg har i Kunstfonden brugt meget tid på at synliggøre musik og kunst, som almindelige mennesker har et forhold til. Fonden støtter jo alle mulige kunstnere og projekter med mere end 6.500 forskellige tilskud om året, men fonden har haft en tendens til især at fremvise den eksperimenterende del af kunsten – selv om den også støtter bredt. Det er fint med mig, at vi bruger danske skattekroner til kunststøtte, og kunst skal også være smal og udfordrende, men for mig at se er det lige så vigtigt, at kunst er bred og samler. Og i den sammenhæng kan vi ikke bare i Kunstfonden stå og råbe, at kunst er vigtig, hvis en stor del af befolkningen ikke forstår, hvad det er, vi råber om. Derfor skal en ny ideologisk kulturpolitik turde definere og kommunikere bredt – meget bredere end i dag.”

”Og det ville altså klæde venstrefløjen at fremlægge en ny model, hvor kulturen tænkes ind som motor i den fremtidige samfundsudvikling. Højrefløjen har fremlagt sin model – eller i hvert fald dele heraf. Men hvor er venstrefløjens?”

Musikken og markedsvilkårene

I lejligheden på Islands Brygge nogle dage før falder vores samtale snart på den eksperimenterende og klassiske musik. Kristina Holgersen mener nemlig, at de ’smalle’ genrer er blevet mere sårbare.

”Og det skyldes, at alt er blevet så transparent. At alle nu kan se, hvor mange, der lytter eller ikke lytter til den form for musik. Konsekvensen er blandt andet, at de store TV- og radiostationer satser mindre. Selv public service stationer agerer som om, de skal præstere opadgående seer- og lyttertal snarere end at satse. Men vi mister altså noget sanseligt, når alt kan og skal måles, som blev alt til på kommercielle vilkår.”

Men hvordan passer vi så på de smalle genrer og på vores evne til at sanse andet end den midtsøgende musik?

”Svaret er ikke givet,” svarer hun, hvorefter hun holder en af sine mange tænkepauser og fortsætter: ”Den eksperimenterende og klassiske musiks udfordring er, at den sjældent er kommercielt bæredygtig og derfor skal støttes. Vi har i Kunstfonden nogle puljer, der støtter nye projekter indenfor eksempelvis den klassiske musik; vi har nogle penge, der kan skabe nye veje til den slags musik, så støtten findes!”

”Før i tiden fik man det treårige arbejdslegat fra Kunstfonden, bare man var uddannet komponist fra Det Kongelige Musikkonservatorium. Det var kun et spørgsmål om hvornår, man fik det. Men i dag er musikken som kunstform blevet mere mangfoldig og ansøgerfeltet dobbelt så stort. Der er kommet nye, skabende uddannelser til – blandt andet indenfor elektronisk musik, lydkunst og sangskrivning – og derfor må vi i dag konstatere, at der er opstået et både højere og bredere fagligt niveau og et matchende og mere mangfoldigt behov for arbejdslegater. Blandt andet derfor har vi – for en tid – lukket ned for de treårige legater. Og det opleves naturligvis som et tab for det gamle, klassiske kompositionsmiljø, at man nu skal dele støtten med andre miljøer.”

Støtte til det nytænkende

Det udvalg, som Kristina Holgersen er formand for i Kunstfonden, er det første, som i en fuld periode både uddeler støtter til den klassiske og den rytmisk musik.

”Sammenlægningen af de to områder har givet nogle kultursammenstød. Og de er blevet skærpet af, at der er kommet flere ansøgere til. Det er som konsekvens heraf, vi i støtteudvalget har besluttet at lukke ned for de treårige legater og i stedet uddele større, etårige arbejdslegater. Vi har haft et ønske om at blive mere fleksible; et ønske om at koble støtten til musikmiljøernes dynamik. Og ændringerne har altså givet os mulighed for, at støtte flere skabere – der hvor de befinder sig – fra år til år. Vi oplever for eksempel, at de komponister, der er kandidater til de helt store legater, fungerer i en fin udveksling mellem legatstøtten og bestillinger af værker fra anden side. Derfor har vi opprioriteret vores komponistaftaler. Men indenfor den rytmiske musik kommer der også pludselige ryk, og vi kan se, at store etårige legater øger mulighederne for at skabe musik af høj kvalitet – i en fase, hvor noget tager fart. Man kan jo også få etårige legater flere gange i træk – det har vi valgt at give i tilfælde, hvor komponister har haft et stort fordybelsesarbejde. For eksempel har den klassiske komponist, Christian Winther Christensen, fået det store etårige legater tre år i træk. Men det afgørende for os er altså, at vi i fonden ønsker at være risikovillig og støtte både store og små.”

”Det kan være, at ændringerne i støttesystemet for enkelte er besværlig, men til gengæld kan vi investere i flere kunstnere over en mere fleksibel periode, som er afpasset den enkelte komponist eller sangskrivers arbejdsform.”

Men hvad med det lange sigt?

Jeg påpeger, at der også er kunstnere, der har brug for støtte til andet end at udtænke nyt. Kristina Holgersen vedgår, at det er et problem, at der i høj grad kun investeres i nyt.

”Ser vi på den klassiske musik, burde der jo være puljer, der gjorde muligt, at nye værker for eksempel kunne opføres flere gange. Som det er i dag, bliver der skrevet nye værker, der kun opføres én gang – fordi der kun er penge i at skabe nyt, men ikke i at vedligeholde. Der investeres i opstart, men ikke i drift.”

”Bliver det sådan, at starten er det eneste støtteværdige, bliver det kun de unge talenter, der får penge. Investerer man kun i de unge, skal de selvsamme unge ud og finde andre jobs senere i deres liv. Konservatorierne er begyndt at undervise i entreprenørskab, men det løser nok ikke det problem.¨

”Både Kunstfonden og de private fonde interesserer sig for nytænkning, first-moves og det elitære. Kulturministeren selv interesserer sig for talent og elite. Men det er klart, at vi med det fokus svigter de mange, der er i gang med deres plade nummer fem eller seks, og som sagtens kan være en del af et kvalificeret felt. Vi forsøger faktisk, at holde øje med dem i fonden, men jeg vedgår, at det er en udfordring, og at fondens fokus er blevet snævrere. Lige som DR’s playliste for eksempel er blevet snævrere. Det i sig selv gør, at der er et mangfold af dygtige artister, som ikke får hjælp, men som må klare sig selv. Og dét er ikke alle, der kan det.”

Markedet for øje eller ej?

”Det er absurd, at vi uddanner flere indenfor den skabende kunst – for eksempel indenfor musikken – men at vi ikke skaber bedre muligheder for dem, der tilegner sig rutine. Alle kanaler snævres ind for dem, samtidigt. For dem er det hele blevet mere kompliceret. Og helt grundlæggende: Der er ikke penge nok. Og det er ikke en klagesang, det er bare en konstatering. De foreninger, institutioner og fonde, der uddeler støtte, giver håndører i forhold til, hvad det koster at lave kvalitet og bryde igennem lydmuren. Og det problem gælder for alle – uanset om man er kunstner, producent eller på anden vis knyttet til branchen.”

”Skal musiklivet som helhed hjælpes, må vi som støtteuddelere tilegner os en mere nuanceret viden. Musikken har en kunstorienteret del og en kommerciel del og selvfølgelig en masse overlap, men det er ikke de samme redskaber, der kan eller skal bruges i de to yderpunkter. Forskellige kunstnere skal hjælpes på forskellig vis. Og branchen – selskaberne, scenerne, etc. – skal tilsvarende hjælpes på forskellig vis. Vi skal vide noget om de forskellige miljøer og kunne reagere forskelligt på dem. Vi skal vide noget om, hvordan de forskellige komponister agerer – hvad de er en del af; vide noget om, hvad selskaberne agerer på og med. Og alt det stiller store krav til os, der fordeler pengene. Vi skal opbygge en ny struktur, der sikrer risikovillighed.”

”Vi er en kulturnation, der forbruger kunst og kultur både i land og by. Samtidig er vi også et sprogområde, der er så lille, at der er behov for, at kunstnere søger udover landegrænserne for at skabe sig en bæredygtig levevej. Lige nu søger de kommercielle komponister i højere grad end før penge i Kunstfonden, men fondens kriterier er centreret omkring begrebet kunstnerisk kvalitet, hvori der er indlejret fornyelse, det normbrydende og personlige.”

”Det er en ny diskussion – i hvert fald i Kunstfonden – hvordan vi kan støtte her, men dybest set vil det kommercielle sangskrivermiljø have en større alliance med erhvervslivet og etablere musikken som et kreativt erhverv. Og vi må altså arbejde for at skabe puljer for dem – puljer, der vil kunne gøre, at de bliver forstået i deres rette element. Pointen er, at der også er en stærk elite, der har brug for hjælp til at løfte deres musik videre ud i verden.”

De svære diskussioner skal vi tage

Kristina Holgersen underviser selv i sangskrivning på konservatoriet i Aarhus – en institution som også er blevet beskåret med de 2 procent, som grønthøsteren har taget alle vegne. Og selv om det ikke er så hård en beskæring, som institutioner i for eksempel England og Italien har oplevet, så er alle på uddannelsesinstitutionen udsat for den øvelse, at der skal spares.

”Og den øvelse er svær,” siger hun og fortsætter: ”Det er igen det med driften.”

”Stadig mangler vi dog den grundlæggende diskussion om, hvad vi helt kan skære fra og hvorfor – fremfor blot langsomt at udhule. Det kunne være skønt, hvis vi på et tidspunkt, kunne ændre spare-tankegangen og se kulturen som noget, der er vigtig at investere i.”

”Vi skal have nogle af de svære diskussioner, hvis vi skal have et bæredygtigt kulturliv i Danmark. Men jeg erkender også, at der – uanset det forestående valgs udfald – ikke er nemme løsninger, for så ville man have fundet dem. Man har taget lunser forskellige steder og langsomt udhulet – i stedet for at se på større sammenhænge og miljøer. Men netop dét er også blevet problemet: at der mangler et seriøst og ambitiøst alternativ.”

Samtalen i køkkenet på Islands Brygge falder afslutningsvist på Kristina Holgersens eget ståsted mellem lavkultur og højkultur – det hun selv kalder:

”Midterposition mellem det landlige og det urbane. Jeg bor nu på bryggen – blandt arbejdere, der har slidt, og nybyggere, der repræsenteret noget helt andet. Jeg kan godt lide den spredning. Lige som jeg godt kan lide i Kunstfonden at skulle rumme både det rytmiske og klassiske, det nytænkende og traditionsbundne; Forsøget på at samle fremfor at adskille. Det er forskellige yderpositioner, men begge dele skal være der, og man skal finde det sjove og spændende i midterpositionen. Hvor det interessante i kunsten ofte ligger i yderpositionerne ligger det interessante i politik netop på midten¨.

Også publiceret i musikmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 6
  • Share