Julia Werup: The Thrill of Loving You

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE Det mest slående ved Julia Werups nye album er, at man virkelig kan høre, hvem produceren er: Thomas Blachman (som også er Werups mand). Blachman har produceret, mixet og arrangeret musikken (og spiller selv trommer). Og udtrykket, æstetikken, lyden minder i dén grad om det, Blachman lancerede sidst i 90’erne via sit label, ManRec.

Den gang var det Blachmans ambition at forny musikbranchen ved at give nye talenter en chance og opfordre drevne musikere til at eksperimentere. Om den ambition er intakt den dag i dag, skal jeg ikke kunne sige, men The Thrill of Loving You minder mig i hvert fald om musikken på ManRec, og i den forstand rummer den et element af retro.

Helt basalt er The Thrill of Loving You moderne, fyldig trio-jazz (klaver, bas og trommer) – drævende ballader og mere eksperimenterende størrelser – alle tilsat en let, lys og kælen vokal foruden nogle programmerede loops og lyde. Og det er netop 1) kombinationen af det akustiske og elektroniske og 2) kombinationen af musikkens fylde og vokalens lethed, der giver udspillet den usædvanlige spændvidde. At benspændet – en stringent produktionen – udfordrer spændvidden skaber bare den helt særlige æstetik.

Det her er umiskendeligt vokaljazz (kendte standards), men fremført med en både moden og modig nøgenhed – instrumentalt såvel som vokalt.

Til de mere etablerede ballader hører numre som ”The Touch of Your Lips” og ”Take Five / I New York”. Til de mere eksperimenterende størrelser hører numre som ”Afro Blue” og ”Blackbird”. Men uanset stilart er sammenhængen evident.

Vel er jeg overbevist om, at man (nogen) kan blive træt af Julia Werup ensformigt kælne messen. Men overgiver man sig til den, og lytter man til den tydelige detaljerigdom i numrene, bliver man med stor sandsynlighed hooked – af kvalitetsniveauet, det bevidste valg af puls, den lave hastighed og den rigelige plads til vejrtrækning, omtanke og udtryksoptimering.

**** / Stunt Records / 39 min. / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 0
  • Share