MUSIKANMELDELSE Det er for undertegnede med overrumplende styrke / teknisk / kunstnerisk overskud, Astrid Engberg med musikken på sit nye album, Tulpa, tager imod mig som lytter. Den unge, danske komponist, musiker, jazzvokalist, noir-soul-sangerinde og producer og dj fremstår, trods sin unge alder, overraskende stilsikker og –bevidst. Som var hun Danmarks svar på Lauryn Hill.

Hun formår tilsyneladende ubesværet og naturligt at krydse grænser og genrer. At mikse stilarter. Og at forvalte kendte såvel som nye virkemidler.

Derfor ser jeg pludselig også mig selv som lytter til et album, der er helt udansk i spænd- og rækkevidde. Var Astrid Engberg f.eks. britisk, fransk eller amerikansk ville hun potentielt have haft et publikum af en helt anden størrelse og beskaffenhed end tilfældet er i dag. For sådan er Tulpa: et album af internationalt tilsnit. Langt ”større” end lille Danmark.

Albummet er overbevisende, musikken unik, som et miks af elektronisk musik, vokaljazz og noir-soul. Præget ikke bare af den elektroniske rytmik og vokalen, men også – og det i sig selv er unikt – af trompeten, trombonen og tubaen, som betjenes af henholdsvis Maj Berit Guassora, Lis Wessberg og Anders Bo Eriksen. De tre blæseres andel i musikken er dominerende og fascinerende. Med til at give musikken kant. Vokalen kamp til stregen. Men ”overdøver” alligevel aldrig den karismatiske frontfigurs vokal og musiske sans, som alt andet lige aftvinger den dybeste respekt.

Hovedparten af materialet er sået, vokset op og høstet i egen have. Men på albummet er der også en versionering af Billy Strayhorns ”Lush Life”. Og dén versionering vil jeg opfordre Astrid Engberg til ikke at spille for jazzpolitiet, hvis hun ellers vil undgå at få stukket en horribelt stor bøde i hånden. Sådan som hun – med respekt og dog uudgrundelig respektløshed – forvalter Strayhorns standard, sådan har ingen andre før hende gjort det. Tror jeg.

Astrid Engberg synger med en drævende sensualitet, forførende skønhed og fræk og netop uudgrundelig respektløshed, der læner sig op ad rap.

Selv har jeg svært ved at udpege etapens højdepunkter, for der er mange – både kategori 1 og 2 og højdepunkter udenfor kategori – men jeg vil alligevel fremhæve numrene ”Daylight” og ”Dreamers”, der tilsammen indkredser Astrid Engbergs særegne musiks profil. Selv efter gentagne aflytninger er jeg målløs. Ramt. Fascineret.

***** / Creak Inc. Records / 34 min. / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk