LIVEANMELDELSE

Denne forestilling er på papiret en af de mest bemærkelsesværdige i Copenhagen Opera Festivals program 2023. Den er bemærkelsesværdig – på grund af valget af venue og på grund af Opsahls komposition, Rejnholdts libretto og holdet på scenen: kombinationen af fire solister og et stort amatørkor på mere end 40 stemmer.

Publikum (cirka samme antal som antallet af medvirkende) mødes ved porten til det gamle, nu nedlagte fængsel, føres af en vært ind i fængslets centrale rotunde, sætter sig her på klapstole rundt langs væggene, ser og lytter til solister og kor, og rejser sig kun, når værten i det dunkle signalerer, at tid er. Herefter følger publikum værten fra location til location rundt i fængslet. Sætter sig på ny på de medbragte klapstole, ser og lytter, og efter næsten syv kvarter i selskab med de stærke stemmer og klaustrofobiske rammer – inviteres publikum til at synge med på en næsten sakral hymne, alt imens de medvirkende tager publikum ved hænderne og fører dem ud i det fri. Her venter så for publikum – foruden dagslyset – en fælles middag, som indtages ved langborde med bænke – med mulighed for at tale med andre om oplevelsen og/eller om temaet: ensomhed.

Ensomheden skildres meget klart i teksterne/librettoen, som er blevet til på baggrund af interviews med ganske almindelige, ensomme danskere. Men den skildres også eminent godt i Josefine Opsahls kompositioner for solocello, fire stemmer og kor. Og naturligt nok – i ”koreografien” (læs: instruktionen) og i scenografien. Man hører om selvvalgt isolation og ensomhed. Og om den form for isolation og ensomhed, som af forskellige grunde kan komme til en, og som kun forstærkes og forværres med årene. Det er eksempelvis den form for isolation og ensomhed, som kan knytte sig til, at et menneske ikke formår at komme i tale med det modsatte køn, selv om det er det, mennesket måtte ønske mest af alt: ensomhed og uforløste længsel efter sex og kærlighed, måske endda bare en samtale i ny og næ.

Sorgen og isolationen og ensomheden skildres eminent af sangerne og koret og af den akkompagnerende cello og nogle elektroniske flader af lyd – alle udtænkt og komponeret af Josefine Opsahl, som selv ville kunne have spillet celloen, men har overladt den opgave til Andrew Power. Stemmerne tilhører Nina Bols Lundgren, Nana Bugge Rasmussen, Jens Christian Tvilum og Steffen Brun. Koret – det hedder til lejligheden Ensomhedens kor. At det hele så foregår i et nedslidt og mørkt fængsel med små celler som gabende vidner forstærker bare ind- og udtrykket.

Josefine Opsahl, der denne sommer blandt andet spillede på Roskilde Festival og i Arena Berlin, har skabt et meget stærkt værk – en moderne opera, som ikke bare virker vedkommende, men som formerligt kryber ind under huden på publikum, der tavst og uden løbende applaus følger forestillingen i en time og 45 minutter. Opsahl – og med hende Facchini og andre – har orkestreret en oplevelse af sjælden stærk karakter.

*****  /  105 min.