A Tonic for the Troops: Realm of Opportunities

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Det norske jazzensemble med det mærkværdige navn, A Tonic for the Troops, fik med debutalbummet, Ambush (fra 2021) et veritabelt gennembrud. Musikken på kvartettens debut var moderne jazz af meget høj oktan. Og albummet blev ikke bare godt modtaget i hjemlandet, det banede også vej for en omfattende koncertaktivitet, så først nu er der en 2’er, Realm of Opportunities. Og én ting, der med dette andet album står klart, er, at den første succes ikke var tilfældig. Kapelmesteren og bassisten Ellen Brekken og hendes sidemen – pianisten Espen Berg, saxofonisten Magnus Bakken og trommeslageren Magnus Sefaniassen Eide – lægger nye sten i et murværk, der begynder at antage karakter af en imponerende konstruktion. Musikken på 2’eren forekommer mig ganske vist mere lyrisk og emotionel end på 1’eren, men stadig er musikken lige på, en moderne form for post-bop med en nordisk tone. Især falder jeg for nummeret, Songs for the Resilient, der være hovednummeret på Realm of Opportunities. Nummeret er næsten 13 minutter langt, og det er ikke ét sekund for langt. (Nummeret er en hyldest til de kvinder i Irak og Afghanistan, som kæmper mod undertrykkelse – så der er brug for det!) Brekken, Berg, Bakken og Eide spiller simpelthen så imponerende godt – som kollektiv og som solister – så for min skyld kunne nummeret have været 20 minutter langt – både for min egen og de centralasiatiske kvinder skyld. Derfor skal A Tonic for the Troops også anbefales! For ensemblet er klart et af de mest overbevisende nye i Norden.

*****  /  Odin Records  /  38 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share