MUSIKANMELDELSE
Musikken på Aysays nye album er groovy, ja, decideret funky.
Den er funderet i grænselandet mellem indiepop og electronica og i grænselandet mellem folk og roots, og så er den i øvrigt udspændt mellem det tyrkisk/kurdiske og det danske. Og dét er der en grund til. For Aysay er nok et dansk band bestående af Luna Bülow Ersahin (vokal og violon bl.a.), Aske Døssing Bendixen (trommer og slagtøj bl.a.) og Carl West Hosbond (guitarer og bas), men frontfiguren/sangerinden, Ersahin, har tyrkisk/kurdiske rødder, idet hendes far stammer fra det hjørne i verden. Og dét præger albummet, Köy.
Først sent i sit unge liv, begyndte Ersahin selv at lære sig faderens sprog, men nu dominerer hans sprog og kultur Aysays sange og musik. Ersahin synger således på tyrkisk/kurdisk og i momenter på dansk. Og det vel at mærke på et album, der er dansk – hvad dét så betyder.
Köy (tyrkisk/kurdisk for ”landsby”) er ifølge Ersahins forklarende tekst på bagsiden af vinylens cover en ”hyldest til et samfund, jeg har mistet og savner dybt” – Tyrkiet/Kurdistan, må man forstå; det er et album, der hertil mere generelt udforsker det samfund, der er formet af et fælles modersmål; og den forbindelse, der er mellem mennesker, der har det tilfælles, at de aldrig benytter sig af et modersmål.
Ersahin forsøger med andre ord at knytte bånd. At bygge bro. Og dét lykkes hun og bandet i den grad med – i kraft af musikken. For nok synger hun altovervejende på tyrkisk/kurdisk, men det moderne dansk/vestlige islæt i sangene og musikken, som også har klare, traditionelle, tyrkisk/kurdiske kendetegn, er evident. Og fagligheden, den tekniske kunnen klar. Derfor bliver numre som ”Ez Kevokim”, ”Dam Üstüne” og ”Ninni” også så gennemslagsstærke – førstnævnte blandt andet i kraft af det vekslende sprog tyrkisk/kurdisk/dansk. Men alle netop også i kraft af instrumenteringen, der i vekslende omfang udbygges af gæster. Eksempelvis hæfter jeg mig ved Ruhi Erdogans formidable trompeteren i ”Dam Üstüne”.
Der er noget magnetisk i de minimalistiske loops, noget gribende i ciseleringerne, noget uhyre inderligt og krystalklart i Ersahins vokal. Når jeg eksempelvis hører et smukt nummer som ”Yüksek Yüksek / Mit Folk” tænker jeg, at slægtsskabet med Sorten Muld er udtalt. Men samtidig er Aysays musik så gennemgribende original, at det er en fryd. På den baggrund vil jeg også sige, at Luna Bülow Ersahin, Aske Døssing Bendixen og Carl West Hosbond fremstår som et godt match. Og deres andet album, Köy – det kunne godt udløse endnu en Danish Music Award – en fjerde efter debutalbummets tre DMA’er.
**** / No Bounds Music / 33 min. / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk