Mads Vinding Trio: Quiet Yesterday

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Mange jazzmusikere er frygtløse – især hvis de har rutine og teknisk overskud – og hvis de har evnen til at være til stede, lytte og selv bidrage i nuet. Det er det, der gør disse jazzmusikere så utroligt gode til at improvisere. I september 2018 mødtes tre kapaciteter på Jazzhus Montmartre for at give en koncert: den danske kontrabassist Mads Vinding, den italienske pianist Dado Moroni og den italiensk/svenske trommeslager Niclas Campagnol. De tre havde ikke før spillet sammen, men mødtes på scenen og gav en koncert, som blev optaget. Live-albummet, Quiet Yesterday, som nu er tilgængeligt, afspejler netop hvor gode de tre (fra henholdsvis 1948, 1962 og 1973) er til at lytte og bidrage, fortolke og improvisere. Materialet, som har fundet vej til albummet, består af fem standards og en original af Moroni. Og selvfølgelig har de tre The Great American Songbook inde under huden, men måden hvorpå de f.eks. fortolker Cole Porters All of You, Bill Evans’ Blue in Green og Eden Ahbez’ Nature Boy er alligevel imponerende. Grundmaterialet, sammenspillet, produktionen – hele live-albummet er imponerende. Gennemført. Smukt. For det, man oplever mellem de tre, er god kemi, god kommunikation og kunstnerisk sans af en ekstraordinær karakter.

****  /  Storyville Records  /  51 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share