KONCERTANMELDELSE

Tyske Nils Frahm er ganske rigtigt, som Vega på forhånd havde bekendtgjort, en ekstraordinær instrumentalist. Tilstået: Han er en af mine store helte, pt., fordi hans musik er så enestående, på én gang så dragende minimalistisk og uhyre kompleks.

At der kan være tale om minimalistisk musik, er svært at tro, når man ser det arsenal af instrumenter, han har med sig på scenen: klaver, rhodes, orgel, vandharmonika og diverse elektronik m.m.m. – mange kvadratmeter og utallige ledninger, monitorer og paneler involveret. Han er givet en mand, der elsker tangenter, knapper og pedaler.

Teknisk er han altså ikke minimalist. Han har hundredevis af instrumenter og dingenoter med sig på scenen, og konstant må han hive og slide, strække sig, rejse sig, sætte sig, skrue og trykke og slå for at skabe det lydlandskab som umiskendeligt er hans – det neoklassiske, ambiente lydlandskab som netop involverer en masse elektronik.

Frahm er i København på et særligt residency, som indbefatter, at han over tre aftener i træk giver koncert på Store Vega – hver aften med en ny, dansk (eller norsk) gæst på scenen. Fredag aften – i den første af de tre koncerter – havde han den entreprenante og karismatiske, danske cellist, Josefine Opsahl, med sig på scenen.

I min naivitet troede jeg, da jeg havde læst om residency-konceptet – det såkaldte ”Musik til Danmark-koncept” – at Frahms koncert fra ende til anden ville være i et samspil med aftenens dansk/norske kunstner. Hvorfor skulle Frahm ellers på Vegas hjemmeside tale om ”inspirationen fra omgivelserne” som værende af betydning for ”den kreative proces” på scenen?

Fredag aften viste konceptet sig at være anderledes. Opsahl optrådte som support – hun varmede publikum op med sit ganske vist hypnotiske soloudspil (over 45 minutter) og midt i sit fascinerende lydlandskab fremstod hun kunstnerisk temperamentsfuld og teknisk overskudsbetonet. Fokuseret. Og – heldigvis kom hun siden på scenen igen, sidst på aftenen – for at spille en duet med Frahm. Jeg ville bare ønske, der havde været mere af det. For oprigtigt talt: Opsahls lydlandskab klædte Frahms – og omvendt.

Da Frahm kom på scenen optrådte han tilsvarende som solist. Han lagde ud på sin vandharmonika, spillede et forfinet, raffineret lydlandskab frem – et landskab, som dog led under, at flere blandt publikum efter en pause var på vej tilbage til deres pladser ad de knirkende gulve på balkonen. Snart flyttede han sine hænder ned til orgelet, hvorpå vandharmonikaen stod, og derfra fra det ene klaviatur til det andet og tredje, skuede og agerede, lignede – uden at lave fejl lignede – en mand, der konstant fik impulsive idéer og handlede på dem. Han sad eller stod typisk med én hånd i et klaviatur, medens han vred kroppen og skruede på en knap på et andet panel. Men selv om han kropsligt flagrede i et særegent bevægelsesmønster, spillede han raffinerede lydlandskaber frem. Og alt var fint – bortset fra at forbindelse mellem hans egen musik og de danske omgivelser forblev et postulat. Konceptet – ”Musik til Danmark” – forblev uklart. Lige som idéen om, at musikken ville være enestående, skabt i øjeblikket og umulig at genskabe. Meget sigende spillede Frahm som ekstranumre de to fremragende, men altså etablerede numre – ”Stays” og ”For Peter – Toilet Brushes – More”.

Mest ”Musik til Danmark” var der i duetten med Opsahl, som måske strakte sig over ti minutter, et kvarter. I dén duet var der antydning af en forbindelse mellem Frahms etablerede lydlandskab og de(n) danske omgivelse(r). Uanfægtet af den lemfældige omgang med konceptet – koncerten var forrygende, medrivende, stærk.

*****  /  Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk