Andrew Schiller: Rumble Rubble Ripple

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Den amerikanske jazzkomponist og –bassist, Andrew Schiller, var – som de fleste andre mennesker i den vestlige verden – buret inde under Corona-pandemien. Og, som mange andre, blev han tvunget til at overveje, hvad han så skulle bruge sin tid på. I hans tilfælde blev det til øget øvetid på kontrabassen og til en selvpålagt udfordring: Han ville – efter en tid med ensembler og nu, i en tid med pålagt isolation – opøve sin evne til at spille solo, herunder til at udvide kontrabassens soniske spændvidde – alene ved brug af det fysiske instrument. Albummet, Rumble Rubble Ripple, er det hørbare resultat. På albummet, der er godt produceret (og indspillet i studierne på Berkelee College of Music, hvor Schiller underviser), hører man Schiller som soloinstrumentalist med alt hvad det indebærer af stoflighed, tyngde og idiosynkrasier. Albummet rummer nogle få standarder – Bill Evans’ ”You Must Believe In Spring” og Hoagy Carmichaels ”Skylark” blandt andet. Men også og hovedsageligt en række originale kompositioner, som tilsammen udgør et statement om, hvad kontrabassen (Schillers) også kan. Et godt eksempel er nummeret, ”Tendrils”, der er helt enkelt, bygget op omkring en grundtone med elementer af harmonier på toppen. Nummeret – og andre med det, f.eks. titelnummeret, er vitterligt interessante størrelser.

****  /  Endectomorph Music  /  38 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share