Harald Haugaard: Lys og forfald

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

Harald Haugaard ville, havde han været irer, englænder eller amerikaner, have været et verdensnavn. Den danske folkemusiker, violinist og komponist er således en udøvende artist i verdensklasse. Han er ofte blevet vejet og altid fundet ”tung”, han turnerer af samme grund konstant og har også af samme grund fortjent vundet et hav af priser, her iblandt 12 Danish Music Awards. Hans nye album, Lys og forfald, er det tredje i det, han selv kalder en trilogi. De to første album i trilogien var Burning Fields og Den femte søster – to aldeles fremragende folkemusikalbum. Men dette tredje, som har været fire år undervejs, fremstår alligevel som særlig godt gennemarbejdet. Al materialet på albummet er nyt, skrevet til lejligheden af Harald Haugaard – tre af numrene i samarbejde med enten Helene Blum, Sune Rahbek eller Christoffer Møller. Men uanset adressant: Alt emmer af teknisk snilde, smittende spilleglæde og sans for det at formidle fortællinger rent musisk. Musikken er utvetydigt folkemusik med afsæt i traditionen, men eksempelvis et nummer som Prelude låner fra den klassiske musiks og jazzens tonesprog og forædler et i forvejen gribende udtryk.

*****  /  Pile House Records  /  42 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share