Koncertanmeldelse på netmagasinet gaffa.dk
Hmmmm… Hvad skal jeg sige? Mine ord / vil ikke meget sige.
Og dog… De vil sige, at Jenny Wilson er en stor kunstner. Et nærværende, troværdigt, autentisk menneske. En sublim sangskriver og performer. Uomtvisteligt en stor kunstner. (Med lidt god vilje: Nordens svar på Laurie Anderson).
Men… hendes koncert på Østre Gasværk? Den var ikke i top. Hvorfor ikke? Fordi det overordnede koncept ikke holdt, men var fortænkt.
Jenny Wilsons optræden i Østre Gasværk indgik i CPH:DOX’ musikfilm- og koncertprogram. Formelt blev den lanceret som ”Jenny Wilson VS Daniel Wirtberg + support: My Bubba”.
Pigebandet, My Bubba, varmede op i foyeren (med stilfærdige ”lullabies from the countryside”), hvorefter Wirtberg og Wilsons dokumentariske (læs: mærkværdige) film (om en kvinde, der i et øde, formodentlig islandsk landskab først indfanger en hest og derefter tilbagelægger en strækning på hesteryg – konstant med et uudgrundeligt blik fæstnet på horisonten) blev vist i selve teatersalen og Jenny Wilson med band entrerede scenen.
Filmen blev ophævet til en ”ur-opførsel” af et ”audiovisuelt samarbejde” mellem filminstruktøren Daniel Wirtberg og musikeren Jenny Wilson. Men… 1) filmen var af for ringe kvalitet! Og 2) uden sammenhæng med den efterfølgende koncert!
Derfor fremstod konceptet – musik versus film – som et tyndt alibi for præsentationen af Jenny Wilson (der selvfølgelig kunne bruge CPH:DOX som afsæt for promovering af sit nye album).
Konceptet var til og med lanceret under rubrikken ”audio:visuals”. Og ganske rigtigt var der visuals på storskærmen under koncerten. Men i modsætning til Laurie Anderson, havde Wilson ikke nået at sikre sig, at ”hendes” visuals spillede med, snarere end mod! Derfor opstod der i hvert fald momentvis et distraherende battle mellem audio og video.
Men dermed stoppede de konceptuelle problemer ikke.
Jenny Wilson brød sig helt åbenlyst heller ikke om det store gulvareal, der fra start åbenbarede sig mellem orkesteret og publikum. (Måske var der ti meter fra orkesteret til første række). Derfor inviterede hun – efter nogle få numre – publikum ind på scenegulvet. (Forståeligt nok). Men dét gav gnidninger mellem det siddende publikum (på de forreste rækker) og det stående / dansende publikum på gulvet. For udsynet forsvandt!
En ting er, at ikke al hendes musik animerer til dans. Noget andet er, at afstanden – og det, at publikum som udgangspunkt sad – kom bag på Wilson. (Det kan det naturligvis ikke have gjort, men) det var i hvert fald som om, hverken hun eller hendes lysfolk havde forudset, at afstanden måtte mindskes.
Nå… men bortset fra alt det. Så er Jenny Wilson en stor kunstner. Og dét, at hendes koncerten ikke bare indgik i en ”ur-opførsel” af et ”audiovisuelt samarbejde”, men var en live-præsentation af sangene fra hendes kommende album skulle jo også i sig selv være nok. (Blæse være med, at koncerten – af CPH:DOX – var blevet lanceret som ”et fortryllende filmisk backdrop”!) Performeren Jenny Wilson skulle nok kunne stå distancen med sin egen musik!
Wilson har til sit nye album, Demand the Impossible, fundet inspiration i 60ernes ungdomsoprør – tiden da parisiske unge gik på barrikaderne med spraydåser og opråb. Men også fundet inspiration i en mere personlig historie. Hun har indenfor de sidste par år to gange fået stillet diagnosen: kræft). Demand the Impossible er – af samme grund – hendes personlige, vredladne opgør med sygdommen. En krigerisk energiudladning. Hvilket man forstår.
Men det styrkede ikke formidlingen. Eller kontakten til publikum. Tvært imod var det som om, der gik lidt for meget Mænd der hader kvinder og Pigen der legede med ilden i den. Nuancer – som hun ellers mestrer – forsvandt i og med at indie-pop-rocken var (efter denne anmelders mening) blevet lidt for elektronisk og hårdkogt. Numre som The Future og Autobiography er numre uden de store nuancer. Numre, der bærer præg af automatisme.
Selv om det dermed pludselig kneb med nærværet og troværdigheden, opstod der aldrig tvivl om, at hun er en sublim performer. Hun emmer af karisma og stamina. Uanset hvor heftigt, de elektroniske beats dunker. Og uanset, hvor rodet en affære de nye numre som helhed virker. Wilson kæmper og overlever!
****
Comments are closed.